Intern uro i den socialdemokratiske gruppe i Faxe Byråd får igen konsekvenser.

Efter en længere strid i partiet er den tidligere opstillede spidskandidat, Anders Franssen, blevet ekskluderet. Det skriver TV2 Øst.

Han kritiser Socialdemokratiet i Faxe for at luge ud i kritiske røster:

»Jeg er rystet over det. Det er, som om man bare fjerner alle, der har været uenige i de ting, som der er sket i partiet,« siger den nu tidligere socialdemokrat til TV2 Øst.

Ifølge TV2 Øst var Anders Franssen en del af kredsen omkring den tidligere socialdemokratiske borgmesterkandidat Christina Birkemose, der blev væltet som spidskandidat før kommunalvalget.

Hun blev væltet af Camilla Meyer, der endte med at stå i spidsen for partiet ved kommunalvalget sidste år.

Anders Franssen stillede selv op imod Camilla Meyer som spidskandidat, men hun vandt stort i en afstemning blandt medlemmerne.

Siden har de interne uenigheder blandt andet resulteret i, at ét medlem har meldt sig ud, og at Socialdemokratiet i Faxe er blevet beskrevet som en slags »Robinson Ekspedition,« hvor der har været internt pres for at komme af med enkelte medlemmer.

Det er Socialdemokratiets hovedbestyrelse, der har vedtaget eksklusionen torsdag.

Ifølge TV2 Øst begrundes eksklusionen med, at Anders Franssen har publiceret på offentlige sider i modstrid med partisekretærens klare besked, at han efterfølgende har nægtet at afpublicere, samt at han ifølge partiet hænger navngivne personer ud som overgrebspersoner.

Kommuneformanden for Socialdemokratiet i Faxe Kommune, Ida Lynggaard, har ikke ønsket at kommentere sagen overfor hverken TV2 Øst eller B.T.