De to konservative kvinder og tidligere ministre Carina Christensen og Charlotte Sahl-Madsen er begge ude af Folketinget.

Det massive valgnederlag til De Konservative gav kamp til stregen blandt flere af partiets absolutte spidser. I Sydjylland kæmpede afgående videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen, politisk ordfører og tidligere minister Carina Christensen og finansordfører Mike Legarth om ét enkelt mandat. Og der var dødt løb til det sidste.

De Konservatives massive tilbagegang gjorde, at partiet kun fik ét enkelt mandat i Sydjylland. Efter en benhård kamp og fintælling af de personlige stemmer blev det til et farvel til Carina Christensen og Charlotte Sahl-Madsen.

Af de tre Konservative kandidater fik Carina Christensen færrest stemmer. Hun fik kun 2.747 personlige stemmer – en stor tilbagegang, da hun ved valget i 2007 fik 6.844 personlige stemmer.

Helt til det sidste var der dødt løb mellem Charlotte Sahl-Madsen og Mike Legarth, men Charlotte Sahl-Madsen måtte til sidst se sig slået med bare 110 stemmer.

- Jeg stillede jo op, fordi jeg selvfølgelig gerne ville vinde. Jeg vil ikke sige, at jeg er skuffet, for jeg er tilfreds med Sønderborgskredsens resultat. Men selvfølgelig har konkurrencegenet i mig det svært. Det er ærgerligt at blive slået med så få stemmer, siger Charlotte Sahl-Madsen til bt.dk.

Hun er endnu ikke helt afklaret med, hvad hun nu skal lave.

- Jeg kom jo fra en erhvervskarriere, og jeg kan ikke udelukke, at jeg genoptager den. Men på den anden side har jeg også en følelse af, at jeg ikke er færdig med politik. Så nu skal jeg lige tænke mig godt om.

Den tidligere partiformand Bendt Bendtsen har i valgkampen peget på netop Mike Legarth.

Også den tidligere videnskabsminister Helge Sander (V) ryger ud af Folketinget. Med 4.518 personlige stemmer var der lang vej op til Venstres topscorer i storkredsen, Kristian Jensen, der fik over 17.000 stemmer.

Anderledes godt gik det for forbrugernes førstekvinde Camilla Hersom, der er tidligere formand for Forbrugerrådet. Hun er blevet valgt ind for De Radikale Venstre.

Hos Hækkerup-familien var der både jubel og ærgrelse. Det socialdemokratiske brødrepar Nick og Ole Hækkerup blev genvalgt samt sidstnævntes kone, Karen Hækkerup. Men til gengæld må familiens senior, Klaus Hækkerup, forlade Folketinget efter 23 år, da han ikke blev genvalgt, fordi Socialdemokraterne mistede ét af sine tre mandater i Nordsjællands Storkreds.