____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Danmarks største parti Venstre vil gerne have unge hurtigere færdige med studiet.

I torsdags fulgte tidligere Venstres tidligere socialminister og fødevareminister Eva Kjer Hansen selv opfordringen, da hun 28 år efter at hun i 1984 blev tilmeldt økonomistudiet på Københavns Universitet fik godkendt sit speciale og nu kan kalde sig cand. polit.

- Ja, man må sige, at jeg lige det punkt ikke har været et godt eksempel for vores politik. Men jeg har jo været travlt beskæftiget med en masse andre ting - blandt andet har jeg været minister i en del år. Derfor er det stadig lækkert at være færdig. Nu skal jeg bare nyde julen, siger Eva Kjer Hansen til BT.

I det sidste år har hun passet sit folketingsarbejde og sin formandspost for Folketingets Europaudvalg samtidig med, at hun har knoklet med universitetsspecialet.

- Så på en måde har jeg haft to job på en gang. Det har været en supergod efteruddannelse. Jeg er også ærekær og mener, at man skal færdiggøre det man begynder på, siger Eva Kjer Hansen.

Hendes universitetspeciale har titlen »Indekseringsmekanismen i velfærdsstaten - en model for Europa?«

- Det er lidt nørdet. Det handler om, hvordan man sammenkobler vores stigende levealder med en senere pensionsalder. Det har vi allerede lavet en bred aftale om i Folketinget, men hvilken betydning vil det have, hvis man gjorde det i resten af Europa. Så på en måde har det selvfølgelig også noget at gøre med, hvad jeg interesserer mig for politisk, siger Eva Kjer Hansen.

Det er ikke mere end fem måneder siden, at Venstres forskningsordfører Esben Lunde Hansen i en pressemeddelelse meldte ud at »Venstre støtter, at studerende skal færdiggøre deres uddannelser hurtigere.« De mente ikke at den nuværende regering gjorde nok for at få unge til at blive hurtigt færdige.