Annette Vilhelmsen og Holger K. Nielsen stiller op til SFs magtfulde landsledelse. Det samme gør en række personer, der har udtrykt sig kritisk om SFs kurs i regeringen.

Mens Pia Olsen Dyhr (SF) indtager formandsstolen uden kamp, er situationen en helt anden, når det drejer sig om de 18 pladser i SFs magtfulde landsledelse.

60 partimedlemmer stiller op til valget til landsledelsen, og i begyndelsen af marts, hvor SF holder ekstraordinært landsmøde, afgøres det, hvem der får magten.

Blandt kandidaterne er den nu forhenværende formand, Annette Vilhelmsen (SF), og tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF), der var formand fra 1991 til 2005.

På forhånd er der lagt op til en række nye navne i landsledelsen, idet partiets hidtidige næstformænd, Mette Touborg og Peter Westermann, ikke genopstiller. Til gengæld stiller fungerede gruppeformand Pernille Vigsø Bagge (SF) op.

»Jeg stiller op, fordi jeg helt ubeskedent mener at kunne bidrage med noget væsentligt. Jeg har erfaring fra kommunalpolitik og fra ni år med diverse ordførerskaber, forhandlinger og gruppeformandsposten i folketingstingsgruppen,« skriver hun på Facebook og tilføjer:

»Jeg vil have, at SF forbliver i de forlig, vi er med i på Borgen. Jeg ønsker, at vi skal være et aktivt og konstruktivt støtteparti med klare venstreorienterede markeringer.«

Folketingsmedlem Jonas Dahl (SF) stiller ligeledes op. Det gør derimod ingen af de folketingsmedlemmer, som af politiske kommentatorer placeres på SFs venstrefløj. Det er navne som Özlem Cekic (SF), Trine Pertou Mach (SF), Lisbeth Bech Poulsen (SF) og Karsten Hønge (SF).

En række SFere, der har kritiseret partiets kurs i regeringen, stiller op. Det er navne som Poul Overlund-Sørensen, Tonni Hansen, Annika Smith, Leif Donbæk Thomsen og Lene Linnemann og Leif Hermann.

Susanne Mathiesen, medlem af SF Billund, er også på listen. Hun bebudede for et par uger siden, at SF Billund var parat til at nedlægge sig selv, hvis ikke SF trådte ud af regeringen eller rullede salget af DONG-aktier tilbage.

»Vi skal gå efter indflydelse. Det har vi altid gjort, men vel at mærke indflydelse for at få SF-politik gennemført, ikke for at være en del af noget for enhver pris,« skriver hun nu på Facebook.

Valget til landsledelsen kan byde på et comeback til tidligere folketingsmedlem Meta Fuglsang, der tabte formandsvalget til Villy Søvndal i 2005. Hun forlod politik efter et dramatisk landsmøde i 2012, hvor hun trods stor opbakning fra SFerne tabte kampen om at blive næstformand.

De tidligere folketingsmedlemmer Kristen Touborg og Anne Grethe Holmsgaaard stiller op - det samme gør tidligere borgmester i Syddjurs, Kirstine Bille.