Det minder om et afsnit af Paradise Hotel. En blanding af en parceremoni og Pandoras æske.

Efter mange ugers valgkamp og snak, skal de nyvalgte byrådspolitikere nemlig beslutte hvem man stiller sig bag, når den store borgmesterkabale i København skal lægges på valgaftenen.

Men folk kommer for at ‘spille spillet’, og dem du troede var på din side kan stikke dig i ryggen i sidste øjeblik.

Det kan tidligere borgmester og nuværende politisk kommentator Pia Allerslev nikke genkendende til.

Tidligere borgmester i Københavns kommune og folketingsmedlem for Venstre Pia Allerslev fortæller om sine oplevelser med borgmesterkonstituering. Foto: Sofie Mathiassen/Scanpix
Tidligere borgmester i Københavns kommune og folketingsmedlem for Venstre Pia Allerslev fortæller om sine oplevelser med borgmesterkonstituering. Foto: Sofie Mathiassen/Scanpix Foto: Sofie Mathiassen
Vis mere

»Det er en af de værste aftener, der findes i løbet af de fire år, man bliver valgt til, hvor man får set den grimmeste side af menneskeheden. Man har stået og delt flyers ud og frosset på togstationer i en måned, og så skal man slutte det hele af med en altafgørende forhandling, der varer hele natten. Det er sindssygt hårdt,« siger Pia Allerslev til B.T. København.

Borgmesterkabalen, eller konstitueringen som det retteligt hedder, skal fordele de syv borgmesterposter i Københavns Kommune. Hvert parti har deres ønsker om hvilken post, de gerne vil sætte sig på, men de har i ligeså høj grad stærke holdninger til, hvilke partier man ikke ønsker på bestemte poster.

Kabalen kan derfor tage lang tid at lægge. Forhandlingerne starter allerede, inden man ved noget som helst om hvordan borgerne har stemt.

»Den første del af forhandlingen er meget spekulativ. Hvad gør vi, hvis de får så mange mandater, og hvad hvis dit og dat. Til sidst har man så nok information om mandatfordelingen, og så begynder det for alvor. Her kan man ikke holde nogen op på noget andet end deres egen anstændighed og moral. Der er ikke noget juridisk bindende,« siger den nyslåede Lorry-kommentator Pia Allerslev.

Pia Allerslev har siddet med til flere konstitueringer og er blevet tildelt borgmesterposter to gange. Der er særligt en ting hun vil fremhæve som særlig slemt på den hårde nat.

»Det værste, jeg har været ude for i forbindelse med konstitueringen, det er partihop. Det er ene og alene drevet af griskhed, når man springer over på den anden side, bare for at se, hvad man kan få,« siger Pia Allerslev.

Til hendes første konstituering fortæller Pia Allerslev, at en politiker nåede at modtage både blomster og lykønskninger med sin borgmesterpost. I flere timer var vedkommende overbevist om at posten var hjemme, men måtte se sig saboteret af flere partihoppere i sidste ende.

Når københavnerne har været til stemmeurnerne 16. november er politikerne altså på den igen.

B.T. København har samlet alle partiernes borgmesterønsker, det kan du læse mere om her.