På reformkommissionens pressemøde onsdag kom det frem, at kommissionen ønsker at fjerne eksamener og pensum i efterskolerne for 10. klasseseleverne.

Til gengæld afviser kommissionen de seneste dages virak i medierne om, at den ville anbefale at fjerne efterskolerne. Det er en misforståelse.

»De vil stadigvæk få 3,5 milliarder i tilskud, som de gør i dag,« fortæller kommissionens medlem Nina Smith.

Venstres politiske ordfører, Morten Dahlin, skrev onsdag på Twitter, at Venstre vil bevare efterskoler.

»Efterskoler handler om dannelse. Om frihed under ansvar. Om frivillige forpligtende fællesskaber. Det er et sted, hvor man lærer noget om nogle fag. Men også om sig selv og om livet.
Venstre siger 'nej tak' til at fjerne unges mulighed for at komme på efterskole.«

Men det er altså slet ikke et forslag fra kommissionen at afskaffe efterskoler, fastslår Nina Smith.

Morten Dahlin uddyber til B.T., at han dog også er imod kommissionens forslag om at fjerne eksamener og pensum i efterskolerne.

»Vi skal beholder efterskolerne, som vi kender dem. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at der skal være faglig indlæring uden en form for eksamen.«

De foreslår dog at afskaffe 10. klasser og oprette en ny ungdomsuddannelse, en såkaldt hpx-uddannelse – højere praktisk uddannelse – som alternativ efter folkeskolen.

Det er en toårig praktisk og boglig uddannelse med fokus på praktiske fag.

Forhåbningen er, at flere unge vælger at tage en faguddannelse.