Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup vil onsdag bede Justitsminister Morten Bødskov, S, om en forklaring på den kovending, som Regeringen tilsyneladende er ved at lave i forbindelse med forældelsesfristen for seksualforbrydelser.

Forældelsesfristen betyder, at børn der bliver krænket seksuelt senest kan melde forbrydelsen som 28-årige, hvorefter det er for sent. En regel, som regeringen i marts afviste at røre ved, da Dansk Folkeparti i Folketinget stillede forslag om en total afskaffelse af fristen.

Men efter børnerådsformanden Lisbeth Zornig Andersen i den rystende dokumentar ’Min barndom i helvede’ blotlagde hendes barndom, der var præget af vold og seksuelle overgreb, har piben fået en anden lyd. Socialdemokratiets retsordfører, Ole Hækkerup, har således udtalt, at han nu vil sætte fristen op betragteligt, og det vækker forundring i DF.

- Når jeg bliver harm, så er det fordi at Socialdemokraterne i flere år har talt om at ændre den regel, men når Dansk Folkeparti stiller forslag om det, bliver det nedstemt. Så lyder det altså hult, når Ole Hækkerup står på DR og siger, at han vil hæve fristen betragteligt. Det lyder jo godt på Tv, men det skal gøres ved at trykke på den grønne knap i Folketingssalen, siger Peter Skaarup.

Han vil have en forklaring på holdningsskiftet og vil nu stille forslag om at hæve fristen med 20 år.

- Jeg vil spørge Justitsministeren, om han er enig med sin retsordfører, der i kølvandet på en gribende dokumentar siger, at han vil hjælpe folk som Lisbeth Zornig Andersen til at få et opgør med sin stedfar. Og jeg forventer, at han får et forklaringsproblem. De har afvist et forslag, som de nu mere eller mindre vil gennemføre. Man siger et og gør noget andet. Men nu vil vi forsøge med endnu et forslag, der så ligger i tråd med det, som Hækkerup lægger op til, siger Peter Skaarup.