De sex-orgier, som har fundet sted bag de grå mure i det tidligere forsamlingshus i den lille landsby Ammitsbøl sydvest for Vejle, har nu slukket den politiske karriere for både Per Zeidler og hans søn.

En bil kørte lørdag rundt på Djursland og pillede de blå valgplakater af Per Zeidler med opfordringen til at sætte sit kryds ved liste Z ned. For blot få uger før kommunalvalget er den kontroversielle kommunalpolitiker Per Zeidler fra Rønde på Djursland blevet centrum for en sex-sag, som har fået ham til at trække sig fra Byrådet i Syddjurs Kommune og det kommende kommunalvalg. Her afslørede Aarhus Stiftstidende, hvordan den 54-årige familiefar i flere år har været medarrangør af sex-fester i det tidligere forsamlingshus i landsbyen Ammitsbøl, hvor mænd kunne købe sig til at have sex med flere kvinder i såkaldte ‘gangbang’. Tilmed mødte avisen ham dernede en dag, hvor han burde sidde til møde i kommunalbestyrelsen.

Fredag tog Per Zeidler selv konsekvensen af afsløringen og meddelte, at i en kortfattet pressemeddelelse, at hans nystiftede liste Social Liberal Borgerliste trækker sig, men dermed lukker han ikke kun sin egen politikerkarriere ned, han slukker også byrådsdrømmen for sin søn Christian G. Zeidler, som var opstillet på samme liste.



Det fortæller Enhedslistens Jesper Yde Knudsen, som har overtaget Per Zeidlers formandspost i Familie- og Institutionsudvalget.

»De står på begge på stemmesedler, for det er for sent at lave om, men meldingen er, at de ikke stiller op. Valgplakaterne er taget ned, og de har efter alt at dømme trukket sig helt,« siger Jesper Yde Knudsen

Han er akkurat ligeså overrasket over sex-anklagerne mod lokalpolitikeren som alle andre i byrådet og lokalsamfundet. Man kendte til hans rod i økonomien  og til hans udeblivelse fra byrådsmøder, men sex-sagen har taget fusen på dem.

»Vi er rigtig trætte af den sag. Vi vidste da godt, at han havde svært ved at komme til møderne, men det var af helbredsproblemer, og det var egentlig min opfattelse, at det var helt reelt. Jeg er dybt overrasket over, hvad han har gået og foretaget sig,« siger Jesper Yde Knudsen.



Tilbage i oktober brød Per Zeidler højest overraskende med Liberal Alliance, som han ellers var spidskandidat for i Syddjurs Kommune efter en sag om en ubetalt mekanikerregning, og få timer efter dannede han “Social Liberal Borgerliste” med ham og sønnen Christian som de eneste opstillede.

Tidligere har det kontroversielle byrådsmedlem skabt røre pga. udeblivelsen fra byrådsmøder, men det var intet imod det stormvejr, som Aarhus Stiftstidende i sidste uge udløste med sin historie om, at lokalpolitikeren ‘valgte sexorgie frem for byrådsmøde’.

I Liberal Alliances lokalforening Norddjurs-Syddjurs er formand Michael Vejlstrup også chokeret:

»Vi havde ingen anelse om, at det foregik, ellers havde vi jo meldt det til politiet.

Jeg betragter ellers mig selv som en ret god menneskekender, men det her for mig til at tænke over, hvordan jeg anskuer mennesker. Han har jo levet et dobbeltliv. Men der er måske en grund til, at det er foregået to timers kørsel herfra (Ammitsbøl ligger ved Vejle, red.). Vi har i hvert fald intet vidst. Man kan godt sidde og tænke nogen ting her bagefter, men det er jo blot gisninger. Til gengæld har jeg undret mig over de ubetalte regninger, for så dårlig lønnet er byrådsarbejde altså ikke. Men der var måske noget andet, pengene skulle gå til,« siger Michael Vejlstrup.

Men i byrådet sidder også en mand, som efter mangeårigt samarbejde, stadig holder hånden over den udskældte lokalpolitiker. Flemming Hansen fra Liberal Alliance.



»Vi er makkere og gode venner og har kendt ham gennem mange år. Det er klart, når man har siddet i Byrådet så længe og har siddet i samme gruppe, så kommer man til at kende ham privat. Selvfølgelig er jeg chokeret. Det er et menneske, jeg synes rigtig godt om. Jeg er ked af at læse det her både for ham og hans families skyld. Det gør mig ondt. Folk glemmer ikke det her, men jeg håber da virkelig, at der kommer ro på, så han og alle kan komme videre.«

Synes du, at det har karakter af at være en hetz?

»Det synes jeg bestemt. Jeg ønsker ikke for nogen mennesker, at de skal opleve sådan en heksejagt. Det er en mand, som jeg altid har holdt meget af og har arbejdet godt sammen med, og jeg bakker ham stadig op.«

Var det her noget, som du vidste foregik?

»Jeg vidste intet. Intet.«

BT forsøgte i går at få en kommentar fra Per Zeidler ved hans hjem i Rønde og på telefon og sms. Han vendte ikke retur.