På Christiansborg vækker det stor harme, at USAs præsident, Donald Trump, nu har meldt ud, at ejerskab over Grønland er et psykologisk behov for ham.   

I et interview med den amerikanske avis The New York Times, bliver Trump spurgt, hvorfor han har behov for at besidde Grønland, og hvorfor det ikke er tilstrækkeligt at udnytte den aftale, som USA allerede har med Danmark om militær adgang til øen i Arktis.

»Fordi det er, hvad jeg føler, er psykologisk nødvendigt for succes,« svarer Trump på spørgsmålet fra mediet. 

Præsidenten udtaler videre, at ejerskab giver »ting og elementer«, som en lejeaftale eller en traktat ikke kan.

'Meget, meget alarmerende'
Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, deler interviewet på det sociale medie X, og i en kommentar skriver han, at Donald Trump er »rablende vanvittig«.

SFs grønlandsordfører, Karsten Hønge, mener, at ordene fra Trump afslører, hvad han er ude på-

»Tænk, at det er vrangforestillinger i Donald Trumps imperialistiske hjerne, der gør, at USA forsøger at overtage Grønland,« siger han.  

Og Susie Jessen, der er politiske ordfører for Danmarksdemokraterne, synes, at det er alarmerende ord fra Trump. 

»På en eller anden underlig måde er det en anerkendelse af, at USA gennem Nato godt kan være med til at give den sikkerhed omkring Grønland, der skal være der,« siger hun.

»Hvis det her kun handler om psykologi og udvidelse af landegrænser, så er det meget, meget alarmerende,« fortsætter Susie Jessen.

Opfordring til Lars Løkke
I den kommende uge skal udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mødes med USA udenrigsminiser, Marco Rubio, for tale om Grønland. 

Susie Jessen opfordrer Løkke til at spørge sin amerikanske kollega, om interessen for Grønland faktisk handler om, at Trump har et psykologisk behov for at udvide sin landegrænse med den store Arktiske ø.

»Det er også vigtigt at få USA til at anderkende, at Danmark faktisk er i gang med at opruste på Grønland, og det ikke bare er en hundeslæde vores militær kører rundt med deroppe,« siger hun. 

Du kan følge alt det seneste fra situationen omkring Grønland og resten af verden i B.T.s liveblog lige her.