Lars Løkke var overbevist om, at Moderaterne var del af velfærdsforlig, som han nu forstår, der er en anden vurdering af, siger han til DR.

»Jeg har haft en fast overbevisning, at Moderaterne er en del af det forlig, og at det derfor er intakt. Det må jeg forstå, der er en anden teknisk vurdering af«, siger han efter ministermøde i Luxembourg til mediet.

Til TV 2 siger han:

»Vi tiltrådte forliget, da vi trådte ind i regeringen. Vi har været i Folketingssalen og stemme for en forhøjelse af pensionsalderen. Jeg har i offentligheden udtalt mig, som om jeg var med i forliget.«

Tirsdag har Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative ytret uenighed om, hvorvidt velfærdsforliget skal genbekræftes før eller efter en regeringsdannelse.

Lars Løkke Rasmussen er ikke umiddelbart tilhænger af at vente til, efter at en ny regering er dannet, lyder det.

»Hvis man først genbekræfter forliget, når en ny regering er etableret, er der ikke noget forlig i mellemtiden,« siger han ifølge medierne og tilføjer:

»Det vil sige, at så er der en eller anden risiko for, at hvis man gik ind i drøftelser med SF og Enhedslisten, at det så pludselig kommer med nogle betingelser. Det er en af grundende til, at jeg selv har været lidt tøvende på at gå ind i det rum.«