Mens coronavirussen hærger i Danmark, udnytter kriminelle krisen til at stjæle og svindle.

Flere steder i Danmark har tricktyve udgivet sig for at være sundhedspersonale, der vil vejlede ældre borgere til at undgå coronasmitte. Men i stedet tømmes de ældres hjem for værdier, så snart tyvene bliver lukket ind.

På hospitalerne har man hyret vagtværn på grund af talrige tyverier af værnemidler som håndsprit og masker.

Derfor vil Venstres næstformand og retsordfører, Inger Støjberg, nu indføre dobbeltstraf til kriminelle, der udnytter coronakrisen til at begå forbrydelser.

»Det er noget forbistret svineri, og derfor skal vi give domstole og politiet redskaberne til at slå hårdt igen,« siger Inger Støjberg.

»Sundhedsvæsenet står i en meget presset situation, så når man for eksempel stjæler fra sygehuse, bringer man menneskeliv i fare,« siger hun.

Skal hastebehandles i Folketinget

Hun lader sig inspirere af dobbeltstraffen, som blev indført i forbindelse med ghettopakken. Her gav Folketinget domstolene mulighed for at fordoble straffen for kriminalitet begået i ghettoområder.

Inger Støjberg opfordrer til, at dobbeltstraffen hastebehandles i folketingssalen, så den kan træde i kraft inden for en uges tid.

Indtil videre har Folketinget kun hastebehandlet lovforslag, som sundhedsmæssigt eller økonomisk har været virkelig kritiske. Er dobbeltstraf virkelig så kritisk, at det skal hastebehandles?

»Kriminaliteten sker nu og her, så dobbeltstraffen skal tages i brug nu. Men det er også for at være på forkant, hvis der kommer optøjer og uro i gaderne. Det har vi desværre set i forbindelse med andre kriser,« siger Inger Støjberg.

Tror du, at dobbeltstraf vil have en præventiv effekt?

»Ja, det mener jeg. Men det handler også om retsfølelse. Der er tale om mennesker, som kynisk udnytter en krise. Det skal straffes ekstra hårdt,« siger hun.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, bakker op om en dobbeltstraf for kriminalitet begået i relation til coronakrisen. Han vil bringe det op for justitsministeren. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, bakker op om en dobbeltstraf for kriminalitet begået i relation til coronakrisen. Han vil bringe det op for justitsministeren. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Torsdag kom det frem, at sundhedsvæsenet har begyndende mangel på værnemidler. Derfor er det ekstra kritisk, at det netop er værnemidler som håndsprit og masker, som bliver stjålet.

Forslaget fra Inger Støjberg får »ubetinget opbakning« fra Dansk Folkeparti.

»Alt svindel og tyveri, som har relation til coronakrisen, er uværdigt. Det er en skærpende omstændighed, så dobbeltstraf vil være helt på sin plads,« siger retsordfører Peter Skaarup (DF).

Mandag klokken 14 har alle retsordfører møde med justitsminister Nick Hækkerup. Her vil både Inger Støjberg og Peter Skaarup bringe dobbeltstraffen på bordet.

COVID-19: Pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet om COVID-19 i Danmark, fredag den 13. marts 2020. Statsminister Mette Frederiksen, Udenrigsminister Jeppe Kofod, Justitsminister Nick Hækkerup og Fra Politiet Thorkild Fogde er til stede ved pressemøde om øgede tiltag i forhold Coronavirus. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)
COVID-19: Pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet om COVID-19 i Danmark, fredag den 13. marts 2020. Statsminister Mette Frederiksen, Udenrigsminister Jeppe Kofod, Justitsminister Nick Hækkerup og Fra Politiet Thorkild Fogde er til stede ved pressemøde om øgede tiltag i forhold Coronavirus. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix) Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Nick Hækkerup er på forhånd positiv over for dobbeltstraffen.

»Jeg er klar til at drøfte alle relevante værktøjer for at få bugt med de kriminelle, der udnytter den nuværende krise. Jeg synes derfor, at det er et godt forslag, Venstre kommer med, og jeg vil tage initiativ til at drøfte det med Folketingets partier,« siger han i en skriftlig kommentar til B.T.

Justitsministeren sender samtidig en kraftig advarsel til alle »de usle kriminelle, som overvejer at udnytte situationen for egen vindings skyld«.

»Stop jer selv, ellers vil politiet gøre det. Politiet slår fortsat ned på de kriminelle i vores samfund, og grundlovsforhør og varetægtsfængslinger fortsætter,« siger Hækkerup.