Nu reagerer Troels Lund Poulsen, Danmarks forsvarsminister, på de seneste kommentarer, som Donald Trump er kommet med vedrørende Grønland.

Kommentarer, hvor Donald Trump også hånede det danske forsvar.

»Der er en forværret sikkerhedssituation i Arktis og derfor behov for, at Danmark - og NATO - gør mere,« siger Troels Lund Poulsen i et skriftligt svar og uddyber:

»Det er blandt de vigtigste prioriteter i forsvarsforliget. Det er vi fra dansk side i gang med. Jeg forventer, at vi snarligt kan indgå en delaftale med bred opbakning i Folketinget.«

Han fortæller videre, at man vil tage vigtige skridt i retning af styrket overvågning med blandt andet nye arktiske skibe, flere langtrækkende droner og satellitkapaciteter. 

»Det vil blive fulgt op af endnu en delaftale, hvor vi også vil styrke forsvaret af Arktis. Der er ingen tvivl om, at USA og Kongeriget Danmark har fælles interesser i Arktis. Det ser jeg frem til at samarbejde om. Vi vil selv se på markante investeringer, der blandt andet skal laves med henblik på opfyldelse af NATO’s kommende styrkemål.«

USA's præsident, Donald Trump, har igen og igen gjort det klart, at han mener USA skal have kontrol over Grønland.

Senest natten til søndag, hvor han om bord på Air Force One hånede det danske forsvar.

»Det handler om verdens frihed. Det handler ikke om USA – andet end, at vi er dem, der kan levere frihed. De (Danmark, red.) kan ikke. De indsatte to hundeslæder for to uger siden og mente, det var beskyttelse,« lød det.

Han sagde videre, at det vil være en »uvenlig« handling fra Danmark, hvis vi ikke tillader USA at få Grønland.