Tv-vært og journalist Clement Kjersgaard insisterer fortsat på at få svar på de spørgsmål, som han ikke føler blev besvaret under et omdiskuteret og ophedet interview om flygtninge- og asylpolitik med Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen søndag aften.

Flere gange endte det i regulært mundhuggeri mellem studieværten og partiformanden, hvilket flere seere efterfølgende har beskrevet som både 'tåkrummende' og 'latterligt'.

Både under og især efter interviewet med Mette Frederiksen i DR2-talkshowet 'Vi ses hos Clement' søndag aften, brokkede flere af formandens partifæller sig på de sociale medier over Clement Kjersgaards konfrontatoriske stil, hvor tv-værten blev beskyldt for at afbryde sin gæst i tide og utide.

Derfor har Clement Kjersgaard tirsdag valgt at skrive et 'åbent brev' til alle Socialdemokrater på Facebook, hvor han stiller fem 'centrale' spørgsmål, som tv-værten fortsat føler, at han mangler svar på. Hermed giver han altså de Socialdemokratiske politkere muligheden for at afgive deres svar, helt uden afbrydelser.

Det er blandt andet spørgsmål såsom: ' Hvor anderledes ville Danmarks asyl- og flygtningepolitik være i dag, hvis Socialdemokraterne havde magten', og om 'asylreglerne skal strammes, hvis antallet af flygtninge stiger til foråret'.

Herunder kan du se Clement Kjersgaards opdatering, samt alle de fem 'centrale' spørgsmål.

Selvom flere socialdemokratiske folketingsmedlemmer, blandt andre retsordfører Trine Bramsen og skatteordfører Jesper Petersen, ikke var sene til at kritisere Clement Kjersgaard optræden søndag aften, så går det anderledes langsomt med at give Clement Kjersgaard svar på tiltale tirsdag.

For selv om mange 'almindelige' Facebook-brugere har 'liket', delt og kommenteret på Clement Kjersgaards udfordring til Socialdemokraterne, så er det i skrivende stund ikke lykkes for studieværten, at lokke et tilbagesvar ud af en af partiets fremtrædende folketingsmedlemmer.

BT har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra både Dan Jørgensen samt Nicolai Wammen, henholdsvis udlændingeordfører og politisk ordfører hos Socialdemokraterne.