Det var en præsident fuld af selvtillid, der holdt tale for Kongressen natten til onsdag i sidste uge.
Donald Trump kunne stolt fortælle om USAs nye ‘golden age’ uden at skulle stå til regnskab for landets – ifølge præsidenten – miserable tilstand.
Men der lurer en masse udfordringer i horisonten, som kan få opbakningen til Trump til at smuldre. Og skredet er allerede i gang. Ikke kun på udenrigspolitikken, som beskrevet i B.T. søndag, men også på indenrigspolitikken.
Det fortæller Derek Beach, der er USA-ekspert og professor på Aarhus Universitet.
»Det generelle billede er, at opbakningen til Trump også falder på indenrigspolitiske emner,« siger han.
Inflationen er fortsat høj, og alle økonomiske eksperter er enige om, at Donald Trumps toldmure vil gøre det dyrere at være amerikaner.
»Hvis priserne på dagligvarer fortsat stiger, så er det noget, vælgerne vil straffe. Også fordi det er et punkt, hvor Donald Trump har lovet at levere,« siger Derek Beach.
I horisonten lurer også en række tiltag, som rammer Donald Trumps kernevælgere.
»Præsidenten har planer om at skære ned på sundhedsforsikringerne, og det er upopulært. Sker det samtidig med, at inflationen og arbejdsløsheden stiger, er det problematisk for Trump. Han kan ikke blive ved med at skyde skylden på Joe Biden. På et tidspunkt bliver det hans eget ansvar,« siger han.
Desuden er hans og Elon Musks brutale krig mod bureaukratiet gennem DOGE (Department of Government Efficiency), hvor føderalt ansatte medarbejdere fyres i hobetal, også upopulært i store dele af befolkningen, fortæller Derek Beach.
Donald Trump har også omkalfatret udenrigspolitikken. Allierede bliver gjort til fjender, alt imens Rusland omfavnes. Det er ifølge Derek Beach heller ikke er videre populært.
Professoren fortæller, at utilfredsheden med en præsident ikke sker lineært, men som en ketchupeffekt. Den ligger og ulmer længe, og så sker der typisk noget, som pludselig får ketchuppen til at ryge ud.
»For Joe Biden var det den katastrofale tilbagetrækning fra Afghanistan i 2021, der blev afgørende for vælgernes mistillid til ham,« siger Derek Beach.
Derek Beach, der selv har amerikanske aner, fortæller, at reaktionen på det katastrofale møde i Det Hvide Hus for 10 dage siden, hvor Volodymyr Zelenskyj blev trynet af Donald Trump og vicepræsident J.D Vance, i brede kredse i USA bliver modtaget med afsky.
»Blandt MAGA-vælgere er man begejstret for, at præsidenten satte Zelenskyj på plads. Men hos flertallet af amerikanerne, herunder de mere moderate republikanere, skammer man sig over Donald Trumps opførsel,« siger Derek Beach.
»De har det ligesom europæerne og synes, at det var pinligt,« siger han.
Det skal dog med, at Donald Trump står på skuldrene af et kanonvalg i november 2024, hvor han sørgede for, at republikanerne fik flertal i begge kamre i Kongressen. Og Trump har stadig massiv folkelig opbakning til stramningerne i forhold til den illegale immigration.
Det er først til midtvejsvalget i november 2026, at der kommer en dom fra vælgerne. Valget gælder kun til Repræsentanternes Hus og Senatet og altså ikke præsidenten. Men det giver en pejling på opbakningen til den, der sidder i Det Hvide Hus.
Du kan løbende følge udviklingen i verdenssituationen i vores liveblog lige HER.
