Pernille Rosenkrantz-Theil (S) får lov til at udtræde af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, oplyser Niels E. Bjerrum (S), der som 1. stedfortræder overtager eksministerens plads.
Rosenkrantz-Theil var socialdemokratisk overborgmesterkandidat ved kommunalvalget 18. november, men partiet fik et dårligt valg og SF's Sisse Marie Welling fik overborgmesterposten.
Kort efter valget annoncerede Rosenkrantz-Theil, at hun stoppede helt i politik.
Først begrundede hun det med Socialdemokratiets dårlige valg i hovedstaden, hvorefter hun ændrede forklaring, så begrundelsen nu er "personlige årsager", hvilket ikke er uddybet yderligere.
Rosenkrantz-Theil gik efter at blive overborgmester, men mislykkedes. Vælgerne var ikke begejstrede og kvitterede med en tilslutning til Socialdemokratiet på 12,7 procent. Både Enhedslisten og SF blev større end Socialdemokratiet i København.
Partiet, der har haft overborgmesterposten i København, siden den blev skabt i 1938, og som har siddet på magten i København i over 100 år, blev end ikke inviteret med til konstitueringsforhandlingerne.
De endte med, at Sisse Marie Welling (SF) bliver overborgmester fra nytår.
