Det skal være slut med barnebrude i Danmark. Minister ændrer vejledningen.

Indenrigsminister Karen Ellemann (V) sætter en stopper for, at udenlandske ægteskaber med personer over 15 år automatisk anerkendes, som det hidtil har været praksis.

Grænsen skal være 18 år, mener ministeren.

»Vi skal have bremset udenlandske ægteskaber med mindreårige. Vi skal ikke have barnebrude i Danmark,« fastslår ministeren.

For nogle dage siden kom det frem, at flere asylcentre havde eksempler på, at voksne boede sammen med deres mindreårige ægtefæller på landets asylcentre.

»Jeg har fundet ud af, at praksis på området er, at man faktisk anerkender udenlandske ægteskaber, hvor en af ægtefællerne er mindreårig. Det er nærmest en automatpilot,« siger Karen Ellemann.

»Og min holdning er, at ægteskab er noget, der indgås mellem voksne mennesker.«

Karen Ellemann kan som social- og indenrigsminister ændre den vejledning, der er baggrunden for, at ægteskaber med personer ned til 15 år hidtil er blevet anerkendt.

/ritzau/