Forfalskning. Manipulation. Trusler. Magtmisbrug. Anklagerne mod Moderaternes folketingsmedlem Jon Stephensen hober sig op.

Nu taler den skandaleombruste politiker for første gang med pressen efter at møgsagerne kom frem.

»Ja, det er jeg bestemt,« svarer Jon Stephensen på spørgsmålet om, hvorvidt han stadig er medlem af af Folketinget, da pressen møder ham efter at han er landet i Københavns Lufthavn efter en udvalgsrejse i Indonesiens hovedstad Jakarta.

Stormen startede, da Jon Stephensen i februar blev anklaget for at have forfalsket en underskrift, da han var ansat som teaterdirektør på teateret Aveny-T tilbage i juni 2017.

Her skulle han angiveligt have forfalsket bestyrelsesmedlem i Aveny-T Jakob Høyers underskrift på et dokument, der skulle sendes til Frederiksberg Kommune.

Jon Stephensen nægter fortsat at have forfalsket underskriften – men ét centralt spørgsmål nægter han at svare på.

Efter at Børsen offentliggjorde en lydfil, der angiveligt skulle være af Jon Stephensen, der skriver under i en anden persons navn, og efter at B.T. har fået grafologer til at vurdere den pågældende underskrift, har presset på Jon Stephensen været tiltagende.

»Jeg vil ikke kommentere den lydfil her og nu. Jeg ønsker at vente til at det skal afgøres i retten,« siger han til pressen i Københavns Lufthavn med henvisning til den injuriesasg, han har rejst.

Jon Stephensen (M) er havnet i et stormvejr efter anklager om manipulation, trusler og magtmisbrug i sin tid som direktør for Aveny-T-teatret.
Jon Stephensen (M) er havnet i et stormvejr efter anklager om manipulation, trusler og magtmisbrug i sin tid som direktør for Aveny-T-teatret. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Jon Stephensen afviser at kommentere lydfilen yderligere, men hævder, at det ikke var ham, der underskrev det pågældende dokument tilbage i 2017.

»Jeg har ikke skrevet under på det. Det er derfor jeg har lagt sag an, og jeg ser med fuld fortrøstning frem til afgørelsen i retten.«

Men Jon Stephensen vil ikke svare på, om han har lovet sin partiformand Lars Løkke Rasmussen, at lydfilen ikke er ægte.

Tirsdag kunne TV 2 fortælle, at flere end 30 af Jon Stephensens tidligere kollegaer fra teaterbranchen anklager ham for manipulation, trusler og magtmisbrug.

Samtidig bekræftede Dansk Skuespillerforbund, at de havde modtaget flere henvendelser om Jon Stephensen.

Efterfølgende erkendte Jon Stephensen i et Facebook-opslag, at 'mennesker omkring mig har haft nogle dårlige oplevelser med mig som kollega og teaterchef'.

»Jeg kan stadig ikke genkende sagerne en til en, som de er blevet fremlagt. Det står jeg ved,« lyder det fra Jon Stephensen i Københavns Lufthavn fredag morgen.

»Jeg betragter bestemt ikke mig selv som krænker eller sexist eller hvad det er for nogle udtryk, der er blevet brugt om mig,« tilføjer den pressede politiker.

Jon Stephensen gentager derefter, at han gerne vil undskylde, 'hvis nogen føler sig trådt over tæerne, over den måde, jeg har ageret på'.