Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad vil nu sikre, at Det Nationale Integrationsråd fremover kommer til at bestå af medlemmer, som ikke hylder terrorgrupper.
Det sker, efter at et rådsmedlem hyldede den afdøde Hamas-leder Ismail Haniyeh i et Facebook-opslag og et andet medlem reagerede på opslaget med en græde-emoji. Angiveligt for at udtrykke sorg over topterroristens død.
»Helt generelt mener jeg ikke, at det at hylde lederen af en terrororganisation er foreneligt med at sidde i et nationalt integrationsråd. Derfor vil vi også se nærmere på, om vi i fremtiden kan forbedre processerne, når medlemmer af rådet udpeges,« skriver Kaare Dybvad i en skriftlig kommentar til B.T.
Ministeren kan ikke for nuværende uddybe kommentaren og anvise konkrete løsninger, da man først skal vurdere hvilke tiltag, der er mest hensigtsmæssige.
I sidste uge skrev medlem af Det Nationale Integrationsråd, Simon El-zeinab, et opslag på Facebook som blev betragtet som en hyldest til Hamas-lederen Ismail Haniyeh.
Simon El-zeinab trak sig herefter fra rådet efter en større debat.
Han omtalte blandt andet Hamas-lederen som 'storkommandør', og han bad til, at 'Allah må acceptere ham sammen med martyrerne og samles med profeterne og venner og hæve hans status blandt folket'.
B.T. kunne fredag afsløre, at et andet medlem af rådet, Ilham Khalif Mohamed, reagerede på dette opslag med en såkaldt græde-emoji.
Simon el-Zeinab var også til stede som vagt ved en mindedemonstration for Hamas-lederen i Aarhus. Her blev der blandt andet afholdt et minuts stilhed for at hylde den afdøde terrorist, der var omkommet i et attentat i Iran, som Israel formodes at stå bag.
Det Nationale Integrationsråd skal bistå regeringen med gode råd til, hvordan man bedst integrerer udenlandske borgere i samfundet.
Medlemmerne bliver officielt udpeget af ministeren, men foreslås ofte af forskellige kommuner.