34-årige Sophie Løhde har en særlig historik med Lars Løkke Rasmussen (53). I dag kalder hun ham 'sit politiske forbillede'. Men da hun i november 2007 blev valgt til Folketinget, var der massive rygter om, at hun og Løkke havde en affære.

»Det rygte blev jeg mødt med, da jeg havde siddet i Folketinget i fem minutter. Det var en artikel i et eller andet snasket sladderblad. Det er den slags situationer, hvor det ind imellem også gør ondt at være politiker og en offentlig person,« siger Sophie Løhde.

Lars Løkke Rasmussen (V) har med Ministeriet for Offentlig Innovation givet Sophie Løhde ansvaret for at køre et af sine egne helt store prestigeprojekter i mål, nemlig en reformation af den offentlige sektor. Han stod selv bag Strukturreformen fra 2007, hvor antallet af kommuner blev reduceret fra 271 til 98, mens de 13 amtskommuner blev nedlagt og erstattet af fem regioner.

Nu har han så bedt Sophie Løhde få bugt med det vildvoksende bureaukrati, og det kan vise sig at være en endnu større bedrift. Til gengæld vil hun få en detaljeret indsigt i den offentlige forvaltning og opnå en politisk tyngde, der kan blive udslagsgivende, når kommende topposter skal besættes i Venstre. Foreløbig bliver hun nævnt som et godt bud på en kommende næstformand, den dag Kristian Jensen tager over efter Løkke.

Løhde er kendt for at være en slider, have styr på sine ting og for at være ambitiøs. Måske er det også derfor rygterne om hende og Løkke gjorde ondt på hende.

»Jeg blev ked af at blive hængt ud og anklaget for alle mulige ting. Jeg er et menneske som alle andre, og har følelser som alle andre. Når man bliver såret, og beskyldt for noget, der ikke er sandt, gør det ondt.«

Det var Ekstra Bladets daværende bagsideskribent Michael Jeppesen, der skrev artiklen om Løkke og Løhde, havde været i seng med hinanden.

På det tidspunkt var Sophie Løhde kæreste med nuværende beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, som hun boede sammen med på hans gård i Bukkerup på Midtsjælland. De to gik fra hinanden i 2013, hvor Sophie Løhde flyttede i lejlighed i København.

Der var ingen dokumentation for påstanden. Og Ekstra Bladets daværende chefredaktør, Bent Falbert, fortalte efterfølgende, at han ikke var 'stolt af artiklen'. Men rygtet har klæbet til både Lars Løkke Rasmussen og Sophie Løhde siden. Her 10 år senere genkalder hun sig nemt, hvor ubehageligt det har været.

I forbindelse med udgivelse af bogen 'LLR' om Lars Løkke Rasmussen i 2014 valgte du så at sætte en advokat på for at få stoppet det gamle rygte om dig og Løkke?

»Nej, jeg stoppede ikke noget som helst. Jeg ville bare have, at man skulle sikre sig, at der var dokumentation for de påstande, man kommer med. Jeg vil ikke finde mig i at blive taget til indtægt eller anklaget for noget i en bog på et usandt og usagligt grundlag.«

I dag har Sophie Løhde efterhånden fået opbygget et filter mod usaglige beskyldninger. Hun ved godt, at hun kan blive nødt til at finde sig i meget - også på sociale medier, men hun kender sine grænser. 'Man skal ikke tro, at man kan tillade sig at skrive hvad som helst om hvem som helst', som hun siger.

På den private front er der også nyheder.

Hun har efterhånden været kærester med Ole Palmå (49), der er kommerciel direktør i fodboldklubben Brøndby IF, i tre år. Han har endnu ikke friet til hende, men nu har han solgt sit hus, og så er de sammen gået på jagt efter et fælles drømmehus.

»Vi har pendlet rigtig meget, fordi jeg har en lejlighed i København og Ole har hus i Espergærde. Samtidig arbejder vi begge to rigtig meget og på skæve tidspunkter. Men vi forhandler stadig om, hvor vi skal bo. Jeg har boet i Birkerød det meste af mit liv og vil gerne tilbage til det område. Og Ole er glad for Espergærde. Men vi må se, hvor vi ender med at finde drømmehuset,« siger Sophie Løhde.

ARKIV: Sophie Løhde og Ole Palmå
ARKIV: Sophie Løhde og Ole Palmå Foto: NYMANN BO
Vis mere

Han har en datter på 18 år, som i øjeblikket bor i Italien, som Sophie Løhde kalder 'dejlig'.

»Jeg har heller ikke lagt skjul på, at jeg gerne vil have børn på et tidspunkt, men det er ikke lige nu.«

Parret nyder til gengæld begge at gå lange ture i skoven med Ole Palmås hund, Bailey, der er en Golden Retriever. Sophie Løhde kan godt lide at holde sig i form ved at løbe, men Ole Palmå har også fået lokket hende med til spinning i fitnesscenteret.

»Jeg forsøger at leve sundt, men synes også, det er hyggeligt at være ude med gode venner og drikke en øl og rafle på bodega. Jeg er ikke sådan en, der er fin på den. Det lyder måske tarveligt at sige, at jeg har bodega-musik-smag, for det vil bodegaerne nok blive sure over. Mine veninder kalder min musiksmag ‘mormoragtig’, mit yndlingsslik er bridgeblanding, mit idol er Lise Nørgaard, og jeg kan Matador næsten udenad. Det er et lidt skævt image, men det er ikke desto mindre ting, jeg godt kan lide.«