En voksende andel af den danske befolkning mener, at milliardstøtten til Ukraine er for høj.
I en tid, hvor danskerne føler sig pressede af eksempelvis stigende fødevarepriser, og der er kommet mere fokus på korruption i Ukraine, er det da heller ikke så overraskende.
Det mener forfatter og forsvarsjournalist Peter Ernstved Rasmussen.
»Det hænger bare ikke sammen,« siger han til B.T. og fortsætter:
»Så kan politikerne virke nok så kloge, men hvis forbrugerne oplever, at de ikke har råd til at købe det, de vil, så spørger mange, hvorfor vi så skal donere 77 milliarder til korrupte Ukraine?«
Peter Ernstved Rasmussen anerkender, at der ikke ligefrem er en én-til-én sammenhæng mellem fødevarepriser og Ukrainestøtte.
Men det ændrer, ifølge ham, ikke på, at når selv Arne Juhl, der lagde navn til Arne-pensionen, siger, at penge til Ukraine er bedre brugt på hjemlig velfærd, så vil politikerne gøre klogt i at spidse ørerne.
For Arne Juhl står ikke alene med sin skepsis.
Tidligere på måneden viste en meningsmåling i mediet OFLI, hvor Peter Ernstved er chefredaktør, at modstanden vokser.
Hver tredje dansker finder nemlig støtten til Ukraine for høj.

Men hvad så - siger du, at fordi danskerne for eksempel ikke kan købe oksekød hver dag, så skal vi stoppe støtten? Eller hvor skal niveauet ligge?
»Jeg synes, vi skal lægge alle kræfter ind på at få afsluttet den her udsigtsløse krig,« siger han og fortsætter:
»For løsningen er ikke at bare at blive ved med at holde krigen i gang, imens Ukraine mister en hel ungdomsgeneration på slagmarken.«
Og ifølge Peter Ernstved Rasmussen, så hænger noget af udviklingen også sammen med den øgede opmærksomhed på korruption.
»Det er jeg slet ikke i tvivl om,« siger han og peger på den ukrainske forsvarsvirksomhed Fire Point, der på trods af korruptionsbeskyldninger nu har fået lov at åbne biks i Vojens.
»Så er det da klart, at folk sidder og tænker, 'hvad foregår der?!' Og når man donerer så mange penge, så er man nødt til at have opbakning fra befolkningen.«
Peter Ernstved Rasmussen siger, at han ikke mener, at vi helt skal stoppe støtten.
Men han stiller sig skeptisk overfor, hvorfor Danmark skal være et af de lande, der har givet absolut mest i støtte.
»Vi må sørge for at støtte Ukraine på andre måder, når det her vanvid er stoppet. For lige er det umoralsk at forsætte,« siger han.

