Efter opsigtsvækkende udtalelser: Nu kræver parti svar fra ministre om Mohamed Abdi Kahn
Konflikten om Mohamed Abdi Kahn spidser til. Nu vil Danmarksdemokraterne have flere ministre på banen i sagen.

Konflikten om Mohamed Abdi Kahn spidser til. Nu vil Danmarksdemokraterne have flere ministre på banen i sagen.

Mohamed Abdi Kahn har sommeren over skabt furore med sine markante udtalelser om Danmark.
Den muslimske debattør er kommet til Danmark som politisk flygtning, er i fleksjob, modtager offentlig forsørgelse og har fået sin familie hertil.
Samtidig har han erklæret, at Koranen bør stå over dansk lov, og at han ikke er taknemmelig for Danmark.
Han forlader dog gerne landet, hvis han får 3,5 millioner kroner med sig til et hus i Djibouti.
Efter Abdi Kahn og Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, gæstede B.T.s debatpodcast Borgerlig Tabloid, er en regulær konflikt brudt ud mellem de to parter.
Nu vil Danmarksdemokraterne have flere ministre på banen i sagen om Mohamed Abdi Kahn, fortæller beskæftigelsesordfører Kim Edberg (DD).
»Vi har et menneske, som er kommet til Danmark, fordi han har brug for hjælp. Men så sidder han i et radioprogram og siger, at han slet ikke har lyst til at være her og har en plan om at flytte til et andet land,« siger han til B.T.
»Det rejser spørgsmålet om, hvorfor han er her, og hvad det er for en beskyttelse, han har brug for.«
Konkret har Danmarksdemokraterne bedt udlændinge- og integrationsministeren redegøre - fortroligt, om nødvendigt - for den opholdstilladelse, som Mohamed Abdi Kahn og hans familie har fået.
Partiet vil blandt andet vide, hvornår opholdstilladelsen er givet, og om betingelserne for den fortsat er opfyldt.

Samtidig rejser partiet spørgsmål om Abdi Kahns arbejdsevne.
Han er visiteret til et fleksjob på 15 timer om ugen, men har fortalt om planer om at flytte til Djibouti i Østafrika og starte sin egen virksomhed.
Derfor vil Kim Edberg have beskæftigelsesministeren til at svare på, om udtalelserne giver anledning til at se på hans arbejdsevne igen.
»Det er ud af nysgerrighed. Hvis en mand sidder og siger, at han har energi og lyst til at starte sin egen virksomhed, så vil jeg jo gerne høre systemets vurdering af hans arbejdsevne,« siger Kim Edberg.
Siden spørgsmålene blev stillet, er konflikten mellem Mohamed Abdi Kahn og Danmarksdemokraterne kun eskaleret.
Mens Abdi Kahn i weekenden politianmeldte Inger Støjberg for en udtalelse, han har kaldt »hadefuld og racistisk«, har hun varslet, at hun vil have Folketinget til at stemme om at fratage ham hans opholdstilladelse.
Men selv om Danmarksdemokraternes fokus dermed er rettet skarpt mod netop Abdi Kahn, afviser Kim Edberg, at partiet går unødigt tæt på én enkelt persons forhold.
»Jeg mener, at det skal undersøges, om manden udstiller et generelt problem. Hvis han siger, at han har brug for beskyttelse og kun kan arbejde 15 timer, men samtidig giver udtryk for, at han sagtens kunne mere, så har vi et problem med systemet,« siger Kim Edberg.

Mohamed Abdi Kahn fortæller til B.T., at han ikke giver ministrene samtykke til at gå ind i hans konkrete sag og udlevere oplysninger om ham til folketingsmedlemmer.
Han mener, at Danmarksdemokraterne med rette kan undersøge den generelle lovgivning på området, men kritiserer partiet for at gå målrettet efter ham personligt.
Han understreger samtidig, at han kun har flygtningestatus i Danmark, og at han derfor ikke uden videre kan få opholdstilladelse i et andet land.
»At vi ønsker at købe et hus i Djibouti og starte en familievirksomhed, hvor jeg stadig skal arbejde 15 timer, har ikke noget at gøre med min flygtningestatus eller arbejdsevne,« siger han.
Mohamed Abdi Kahn har tidligere kaldt Støjbergs forslag om at lade Folketinget stemme om hans statsborgerskab for en »trussel« og anklaget hende for at misbruge demokratiet.
Du kan høre det afsnit af Borgerlig Tabloid, hvor B.T.s debatredaktør Joachim B. Olsen og Inger Støjberg tørner sammen med Abdi Kahn, nedenunder.