DF-toppen klapper i som en østers.

Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt forlod torsdag formiddag Dansk Folkepartis gruppemøde, mens partifællerne blev siddende i gruppeværelset.

De to smuttede forbi den ventende presse uden at ville sige et kvæk om den tilspidsede situation i partiet, efter eksformanden Kristian Thulesen Dahl i går blev hjemme i Thyregod og meldte afbud til Dansk Folkepartis valgfest.

»Ingen kommentarer,« lød det fra Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard torsdag formiddag.

Under gårsdagens valgaften, der ellers skulle handle om EU og forsvarsforbeholdet, brød uroen i Dansk Folkeparti atter ud på grund af Thulesen Dahls afbud.

Nu er spørgsmålet, om Kristian Thulesen Dahl snart er fortid i DF? Og er han på vej over i et nyt parti med Inger Støjberg i spidsen?

Kristian Thulesen Dahl var ikke selv mødt op til dagens gruppemøde.

'Min vurdering er, at det i situationen vil risikere at køre tingene mere op i en spids,' skriver Thulesen Dahl i en sms.

Der har længe været spekulationer om, hvorvidt duoen Støjberg og Thulesen Dahl slår pjalterne sammen og stifter et nyt parti, der skal duellere med blandt andre Dansk Folkeparti.

De to har kørt et parløb under den netop overståede EU-valgkamp, selvom Inger Støjberg slet ikke vil melde Danmark ud af EU, som DF vil.

På de indre linjer har der længe været en køligt forhold mellem Thulesen Dahl og Morten Messerschmidt.

»Det er da helt vildt mærkeligt. Jeg har aldrig misset en valgaften hos Dansk Folkeparti, så det må være en meget vigtig begivenhed, siden han vil gå glip af dette her,« sagde Morten Messerschmidt på valgaftenen om Thuelsen Dahls fravær.

Efterfølgende har DF-veteranen Søren Espersen forsvaret Kristian Thulesen Dahl.

»Vi har ikke mødepligt til fester. Jeg synes, det er vigtigere, hvad Kristian Thulesen Dahl har udrettet op til 1. juni klokken 20.00 (da valgstederne lukkede, red.), end hvad han gør bagefter, når slaget er forbi,« sagde han torsdag morgen til TV 2.