Under et interview med B.T. over telefon stopper Chelsea Jensen pludselig midt i en sætning.

»Lige nu, mens jeg taler med dig, ser jeg faktisk nogen gå forbi – ikke lige i min have, men lidt længere væk. Han løber altså, og han er klædt helt i sort. Okay, og han kigger faktisk lige ind af mit vindue lige nu.«

Chelsea Jensen bor som nærmeste nabo til Udrejsecenter Kærshovedgård, og synet af personer fra centret tæt på hendes bolig er ifølge hende ikke usædvanligt.

»Det føles til tider utrygt og usikkert at bo her,« siger den enlige mor.

Derfor vækker det også begejstring hos hende, da samtalen falder på Dansk Folkepartis nye udlændingeudspil, som torsdag middag blev præsenteret i Bording – byen, der huser udrejsecentret.

Et centralt punkt i planen er, at kriminelle udlændinge skal udvises efter første dom.

Dansk Folkeparti præsenterede udlændingeudspil ved Bording Station torsdag 19. marts 2026.
Dansk Folkeparti præsenterede udlændingeudspil ved Bording Station torsdag 19. marts 2026. Foto:Mikkel Berg Pedersen

»Bliver du dømt – betinget eller ubetinget – skal du sendes ud med det samme efter din straf,« lød det fra Anders Vistisen (DF) på pressemødet.

Det forslag falder i god jord hos Chelsea Jensen.

»Problemet her er, at folk forlader centret, og det må de godt, men de overholder ikke reglerne,« siger hun.

Den enlige mor mener, at personer på centret ikke bør opholde sig tæt på almindelige boligområder.

»Jeg vil sige, at det ikke er sikkert at placere dem her i Danmark blandt andre mennesker. Hvis man placerer dem et andet sted, hvor danskernes sikkerhed bliver sikret, og hvor de samtidig har det godt, så synes jeg, det er en rigtig god idé,« siger hun. 

Chelsea Jensen har boet til leje ved siden af centret i to år, og hendes holdning er blevet mere markant med tiden.

»Selv efter kun to år synes jeg absolut ikke, at denne facilitet bør ligge tæt på den almindelige befolkning,« siger hun. 

Hun peger på, at der ifølge hende har været flere episoder i nærområdet med blandt andet stjålne cykler og indbrud.

»Der har været kriminel aktivitet i området, som kommer fra den facilitet,« siger Chelsea Jensen. 

Næsten dagligt ser hun personer, som hun mener kommer fra centret.

»De skal tjekke ind og ud på bestemte tidspunkter, men de hopper over muren. De løber gennem markerne, mens de dækker deres ansigter,« siger hun og konstaterer:

»De bryder reglerne. Og det får ingen her til at føle sig trygge.«

B.T. har tidligere bragt en artikel med Chelsea Jensen. Den kan du læse HER.