Søren Pape har kurs mod Statsministeriet og Jakob Ellemann sakker bagud. En splinterny meningsmåling fra Voxmeter, som Ritzau citerer, måler De Konservative til en opbakning på hele 16,5 procent og Venstre på sølle 11 procent.

Hvis måling holder til valget, så er Jakob Ellemann-Jensens drømme om at blive statsminister ikke realististiske. Det vurderer Joachim B. Olsen, B.T.s politiske kommentator.

»Det er vigtigt at understrege, at der er tale om en enkeltstående måling, men det ser ud til, at vælgerne belønner Søren Pape for endelig at stille sig frem og erklære sig som statsministerkandidat,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:

»Hvis tallene holder ved valget, så ser det meget svært ud for Jakob Ellemann. Det ville være meget mærkeligt, hvis Venstre skulle sidde som statsministerpartiet, når De Konservative var betydeligt større,« siger Joachim B. Olsen.

Ikke siden 1987, hvor Venstre fik 10,5 procent af stemmerne, har partiet fået et valgresultat, der var så dårligt, som Venstre står til nu. Dengang var Jakob Ellemann-Jensens far Uffe formand for Venstre.

Venstre taber terræn overfor Konservative i ny måling
Venstre taber terræn overfor Konservative i ny måling Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er et slag for Venstres selvforståelse, hvis partiet pludselig ikke er det største i blå blok. Man kan håbe for Jakob Ellemann, at han kan gøre sin far kunsten efter. Uffe startede nemlig også med dårlige målinger, men med tiden blev de bedre,« siger Joachim B. Olsen.

Ved Venstres sommergruppemøde i sidste uge spurgte journalister til, hvordan man skulle udpege en statsminister i blå blok, hvis valgresultatet betyder, at Mette Frederiksen ikke kan danne regering.

Her svarede Jakob Ellemann-Jensen, at det ville være naturligt, hvis det største parti tog statsministerposten. Joachim B. Olsen mener ikke, at Jakob Ellemann-Jensen behøver fortryde den udtalelse.

»Det er også sådan, det er. Der er ingen grund til at løbe fra det. Det er bedre, at Ellemann står ved det i stedet,« siger han.

Ritzau skriver, at målingen viser flertal for blå blok. Lars Løkke Rasmussens Moderaterne måles til lige under spærregrænsen.