Efter sagen om den thailandske pige Mint bliver regler om familiesammenføring ændret. De skal være mere klare.

Nogle børn slipper fremover for den integrationsvurdering, der sendte 13-årig thailandsk pige ud af landet.

Udlændinge, der vil have deres børn med sig til Danmark, skal fremover søge om det så hurtigt som muligt. Og senest tre måneder efter, at forælderen selv har fået opholdstilladelse i Danmark.

Til gengæld skal det ikke længere være et krav, at der er udsigt til vellykket integration af barnet.

Det er regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet blevet enige om, efter at reglerne har været heftigt debatteret i forbindelse med sagen om den thailandske pige Mint.

Hun blev i oktober tvunget til at forlade Danmark. Begrundelsen var, at hun havde været for længe i sit hjemland til at kunne integreres i Danmark. Men flere politikere mente, at afgørelsen var urimelig.

Mints stedfar, Frank Thøgersen, har forklaret til B.T., at han havde fået det indtryk, at det var bedst, at Mint blev i Thailand i en periode.

Målet med de nye regler er at gøre det mere klart, at man skal søge hurtigt.

'Hvis man som forælder ønsker at leve og bo i Danmark sammen med sit barn, skal man tage barnet med hertil med det samme,' fastslår udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i en pressemeddelelse om de nye regler.

'Man skal altså ikke bare efterlade barnet i hjemlandet i årevis.'

Støjberg har tidligere forklaret, at kravet om, at et barn skulle integrationsvurderes, er indført for at forhindre, at folk lader deres børn blive i hjemlandet i årevis for at forhindre, at de bliver 'for danske'.

Hun har henvist til, at nogle familier lod deres barn gå på koranskole i flere år, før de skulle til Danmark. Men de regler ramte altså også Mint, der ellers boede med sin mor og stedfar i Køge, gik i skole og talte flydende dansk.

De nye regler gælder sager, hvor den ene forælder kommer til Danmark, mens den anden fortsat bor i hjemlandet.

Støjberg skal nu udarbejde et lovforslag om de nye regler.

Hun har tidligere understreget, at de ikke kommer til at ændre noget for Mint, der satte debatten i gang. Reglerne gælder kun fremtidige sager.

/ritzau/