KOMMENTAR: Der gik lidt kludder i præsentationen. Socialdemokraterne havde aftalt at Mette Frederiksen skulle komme med sin historiske meddelelse i TV-Avisen mandag 21.30. Og i erkendelse af, at man ikke kan få lov at sige præcis hvad man vil der, fulgt op med en kronik i Jyllands-Posten tirsdag.

Andre medier, herunder BT, hørte dog om planen inden, og det endte med at de fleste medier bare fyrede nyheden af, så snart de kunne.

Mette Frederiksen danner en ren S-regering, hvis hun bliver statsminister efter næste valg, og dropper et historisk samarbejde med de Radikale. Det er klogt af Mette Frederiksen, som har regnet ud, at ca. 75 pct. af befolkningen og ca 75 pct.. af Folketinget ønsker en hård udlændingepolitik. Så kan hun ikke drives rundt i manegen af de Radikale, Enhedslisten eller Alternativet, som ønsker det modsatte.

Så sent som mandag middag talte jeg med kilder i blå blok på Christiansborg som undrede sig over, at S ikke ligger bedre i meningsmålingerne. Og som også havde et bud på svaret: At der er vælgere som er tiltrukket af den nye S-politik, men som frygter det, der måtte følge med: R, Enh. og Alt.

Mette Frederiksen får ikke fjernet den frygt totalt med dette træk, men kommer et pænt stykke af vejen. Og der var strategisk lagt op til det under afslutningsdebatten i sidste uge. Her spillede Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen nærmest ping pong, mens den radikale leder Morten Østergaard måtte stå alene med sine kritiske spørgsmål til Mette Frederiksen.

For Morten Østergaard er det en tragisk situation. Han risikerer at de radikale mandater er ligegyldige efter næste valg. Det  vil også være historisk, fordi Radikale i årtier har haft afgørende stemmer på midten. Allerede i september 2017 skrev BT fra DFs landsmøde »Vi er de nye Radikale«.

Og det ser nu ud til at være et faktum. DF har erobret Rs gamle plads i midten af dansk politik. Endda med mange flere mandater