Efter stemmerne fra kommunalvalget blev talt op, fik Socialdemokratiet seks mandater i byrådet i Billund Kommune.

Men blot tre dage efter kommunalvalget står de nu til at miste et mandat, da lokalpolitikeren Jeyarajah Rasiah har valgt at melde sig ud af partiet, skriver TV Syd.

I et opslag på Facebook deler Socialdemokratiet i Billund Kommune, at »det er med stor undren og beklagelse«, at partiet har modtaget lokalpolitikerens udmeldelse.

De skriver yderligere, at det var under den interne konstituering, at det tilsyneladende gik galt.

Under konstitueringen forsøgte partiet, at de valgte socialdemokratiske byrådsmedlemmer fik udvalgsposter, de kunne se sig selv i.

»Jeyarajah Rasiah fik tilbudt, efter vores mening, en attraktiv post. Uden særlig dialog besluttede Jeyarajah Rasiah at melde sig ud af Socialdemokratiet«, skriver de i opslaget.

Partiet understreger samtidig, at de har gjort, hvad de kan for at række ud til Jeyarajah Rasiah for at finde frem til en løsning, hvilket han ifølge partiet ikke har ønsket.

»Vi står tilbage med en mærkelig følelse overfor hele processen og står tilbage med en undren over, at Jeyarajah Rasiah ikke ville i dialog. Vi rakte på alle måder hånden frem«, lyder det yderligere i opslaget.

På trods af de kappede bånd slutter partiet opslaget af med at takke Jeyarajah Rasiah for sin indsats for Socialdemokratiet i Billund Kommune.