Anders Langballe, TV 2s politiske kommentator, erfarer, at Det Konservative Folkeparti vil udtrykke mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

TV 2 erfarer, at den konservative leder, Søren Pape Poulsen, har meddelt statsminister, Lars Løkke Rasmussen, at de konservative har tænkt sig at udtrykke mistillid til ministeren.

Det er angiveligt en enig folketingsgruppe, der står bag beslutningen.

De Konservative i form af landbrugsordfører Rasmus Jarlov var tidligere på tirsdagen ude med en hård kritik af Eva Kjer Hansen. Det var efter et samråd om den landbrugspakke, som Eva Kjer Hansen på det seneste er blevet kraftigt kritiseret for. Her sagde Rasmus Jarlov:

»Ministeren har ikke gjort det nemmere for sig selv«.

Det var efter det omkring tre timer lange samråd med miljø- og fødevareministeren.

Både oppositionen og De Konservative udbad sig svar på de meget omdiskuterede beregninger, der ligger bag landbrugspakken.

Jeg har jo lagt alt åbent frem
Eva Kjer Hansen var selv ude og fastholde, at hun har arbejdet med fuld åbenhed. Efter samrådet sagde hun:

»Jeg har jo lagt alt åbent frem, sendt rapporter og notater til Folketinget, så Folketinget har kunnet følge med i forudsætninger bag de politiske beslutninger, vi har truffet. Det står jeg fuldt ud på mål for,« sagde hun.

»Jeg drøfter med partierne bag aftalen, hvad der videre skal ske«.

Samrådet viste i det hele taget, at De Konservatives Folketingsmedlemmer var ved at være godt trætte af miljø- og fødevareministerens mangel på svar.

På Twitter gav miljøordføren hos De Konservative, Mette Abildgaard, udtryk for stor frustration over Eva Kjer Hansens svar - eller mangel på samme - i forbindelse med samrådet.

»Ufatteligt at være så arrogant, når syv førende forskere undsiger ens regnemetode,« skrev hun.

Det har ikke været muligt for BT at få bekræftet, hvorvidt De Konservative vil udtrykke mistillid til Eva Kjer Hansen. Men klokken 20.00 holder De Konservative et pressemøde, hvor Søren Pape Poulsen, Rasmus Jarlov og Mette Abildgaard pressemøde. Det skriver partiets pressechef på Twitter.

Opdateres ...