Statsminister Mette Frederiksen (S) har sat gang i den politiske debat efter sin seneste udmelding om nedlukningen af Danmark.

Mette Frederiksen skriver i en lang kommentar på Facebook, at hun hverken håber eller tror, at der går flere måneder, før Danmark kan begynde at åbne igen.

Formand for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen, har læst statsministerens kommentar lørdag eftermiddag.

Og hans reaktion er ret klar.

Leder af Det Konservative Folkeparti Søren Pape Poulsen.
Leder af Det Konservative Folkeparti Søren Pape Poulsen. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Det vil slet ikke være til at holde ud, hvis vi skal forlænge lukningen meget længere. Jeg håber, vi snart kan åbne op igen, men det skal selvfølgelig være sundhedsfagligt forsvarligt,« siger Søren Pape Poulsen til B.T.

Mette Frederiksen bliver holdt fast i sine egne ord om, at hun ikke tror, den nuværende situation vil vare flere måneder endnu.

Sådan lyder det nu fra Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup.

»I takt med at smitten forhåbentlig bekæmpes over tid og vi kommer over toppunktet, er det utroligt vigtigt, at et bredt flertal i Folketinget drøfter og bliver enige om en plan for genåbning af samfundet,« siger han og tilføjer:

Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, vil holde statsminister Mette Frederiksen op på hendes seneste udmelding om, at hun tror den nuværende situation ikke vil tage flere måneder. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, vil holde statsminister Mette Frederiksen op på hendes seneste udmelding om, at hun tror den nuværende situation ikke vil tage flere måneder. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Nedlukningen er både dyr og til dels stressende, så det er vigtigt at vende tilbage til normalen gradvist og fornuftigt.«

Indtil videre er landet delvis lukket til efter påske 13. april. Hvad der sker her efter,  er ikke afgjort endnu.

Men Mette Frederiksen tror altså, at der ikke vil gå lang tid, før der sker noget.

'Hvis vi bliver ved med at holde afstand. Vaske hænder. Undgår for megen aktivitet. Så vil vi stille og roligt kunne se det i tallene: Antallet af indlæggelser vil stige mindre stejlt end ellers. Kurven vil forhåbentlig flade ud,' skriver Mette Frederiksen i sin kommentar og fortsætter:

'I dét scenarie, som jeg tror, er det mest sandsynlige - så kan vi hurtigere begynde så småt at åbne Danmark igen.'

Men kan danskerne nu regne med, at der ikke går flere måneder, før Danmark begynder at åbne op igen?

Søren Pape Poulsen tager det ikke for givet.

»Jeg synes egentlig, at statsministeren nøjes med at sige, hun håber og ikke lover noget med den udtalelse,« slutter han.