Fokus på indhold med folkeskolereformen, forsvarsforliget og akutjob-pakken og mindre intern politisk fnidder sender Socialdemokraterne frem på kanten til 2013.

Efter et Annus Horribilis med vælgertæsk i meningsmålingerne, kan Helle Thorning-Schmidt (S) holde juleferie med lidt mere ro i maven. I en ny gallupmåling for Berlingske går Socialdemokraterne frem til 23,1 procent af vælgerne mod blot 19,8 procent i målingen fra november. Samtidig trækker Socialdemokraterne rød blok frem og indsnævrer forspringet til blå blok, skriver Berlingske.

Dermed ser Helle Thorning-Schmidt ud til igen at have stabiliseret Socialdemokraterne efter voldsomme begyndervanskeligheder i regeringen. Ved valget i september 2011 satte 24,8 procent af danskerne kryds ved liste A, men derfra gik det ligefrem proportionalt ned med debatten om løftebrud i foråret. En rutsjetur, der sluttede på bunden i juni 2012 med sammenbruddet i regeringens højtprofilerede trepartsforhandlinger. Fagforbundet Dansk Metal gav regeringen dens hidtil største nederlag, da det afviste at arbejde på helligdage, og lod regeringen tilbage med et hul på fire milliarder kroner i sin 2020-plan.

Og det fortsatte. I slutningen af juni løb regeringen i den hektiske slutfase fra en næsten færdig skatteaftale med sit parlamentariske grundlag, Enhedslisten, for at lave en blå skatteaftale med Venstre og de Konservative. Sommeren 2012 sendte Socialdemokraterne ned på en for partiet uhørt lav vælgertilslutning på 17,7 procent.

Siden juni er det gået langsomt frem. Partiet har stabiliseret sig omkring 20 procent, mens debatten om dagpengene har raset.

Og i dag – efter en uge, hvor SFs næstformand, Mathias Tesfaye, smækkede med døren, og de Radikales kulturminister, Uffe Elbæk, trak sig – ser Thorning ud til at gå fri med en opbakning fra 23,1 procent af danskerne. Præcis den samme tilslutning, som hun gik ind i 2012 med. Men hvorfor?

Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, mener, at danskerne belønner partiet for den folkeskolereform, som regeringen netop har præsenteret.

- Jeg betragter det her som et rygstød til os socialdemokrater. Vi styrer Danmark i en svær økonomisk tid. Vi har gennemført svære, men nødvendige reformer. Uden dem ville der ikke være råd til at at løfte folkeskolen. Sådan hænger det sammen. Det er kerne-socialdemokratisk politik, siger Magnus Heunicke til Berlingske.

Ikke bare venstrefløjen, men også højrefløjens store parti, Venstre, går frem. Partiet har ligget stabilt omkring 32 procent i hele året.

- Vi har en konstant bred opbakning til den politik, vi fører, som handler om at skabe gode forhold for vores virksomheder, så vi kan få sat gang i væksten og få skabt danske arbejdspladser, siger politisk ordfører, Ellen Trane Nørby (V).

Socialdemokraterne går frem efter en periode, hvor fokus har været flyttet fra arbejdsudbudsreformer til andre politikområder, for eksempel folkeskole og forsvar. De seneste måneder har handlet om politisk indhold, ikke løftebrud, om løsninger, ikke konflikt, lyder vurderingen fra kilder på Christiansborg.

En centralt placeret kilde i partiet peger især på en enkelt dag i slutningen af oktober, hvor klapsalverne lød i Socialdemokraternes gruppeværelse:

Med en jobbank udtænkt hos Dansk Arbejdsgiverforening og en kontant præmie fra Finansministeriet kunne Helle Thorning-Schmidt præsentere en overraskende snuptagsløsning på regeringens største problem: At flere tusinde dagpengemodtagere står til at falde ud af dagpengesystemet efter årsskiftet.

Den dag i slutningen af oktober, hvor Thorning præsenterede pakken med akutjob for folketingsgruppen, var der lettelse. For en stund lukkede Thorning med et offensivt udspil ned for kritiske røster i baglandet, der mente, at en socialdemokratisk regering burde gøre langt mere for de udfaldstruede dagpengemodtagere. Og hun gjorde det med arbejdsgiverne i hånden. Med en fiks løsning skabte Thorning ro – ro til fremgang.

Om den ro kan holde ind i 2013, er svært at sige. På programmet er svære reformer af kontanthjælpen og sygedagpenge kombineret med overenskomstforhandlinger, hvor kommunerne og lærerne står langt fra hinanden. Men mere larm kan komme fra dagpengemodtagerne.

Regeringen har indgået en stram finanslovsaftale med Enhedslisten, der spænder et midlertidigt sikkerhedsnet ud under de udfaldstruede dagpengemodtagere. Men finanslov eller ej begynder danskere at falde fra dagpenge over på kontanthjælp allerede i januar 2013. Flere medier skal nok følge menneskeskæbnerne tæt på. Ingen ved endnu, hvor mange, der vil blive hjulpet af akutjob-pakken.

Men Thorning krydser fingre for mange.