Det kommer ikke uventet, at Lars Løkke Rasmussen (M) fredag smed bomben: Moderaterne truer med at stoppe regeringsforhandlingerne med Socialdemokratiet.

Men selvom meldingen faldt samme dag som Troels Lund Poulsens appel til Løkke om at droppe forhandlingerne med Mette Frederiksen, er der næppe jubel hos Venstre-formanden.

Joachim B. Olsen er B.T.s politiske kommentator.
Joachim B. Olsen er B.T.s politiske kommentator. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det vurderer B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.

»Der er heller ingen lette løsninger for Troels Lund,« siger han og peger på, at V-formanden i praksis står med to muligheder.

Det var også de to veje, han selv udstak på valgnatten:

Enten at stå i spidsen for en blå regering – eller at gå i opposition.

Og netop det løfte bliver nu sat under pres af Lars Løkke Rasmussen, mener Joachim B. Olsen.

»Troels står i en svær situation, hvor han bliver presset af både erhvervslivet og fagbevægelsen, som ønsker en midterregering.«

Samme vurdering lyder fra B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, som peger på, at den anden mulighed allerede har haft en høj pris for Venstre.

»Det er dyrt købt erfaring, at Venstre sad i regering med Socialdemokratiet,« siger han.

Politisk analytiker på B.T. Henrik Qvortrup.
Politisk analytiker på B.T. Henrik Qvortrup. Foto: Jon Wiche

»Men vælgerne kan også straffe partiet igen næste gang.«

Der er til gengæld ingen tvivl om, hvad analytikeren vil holde særligt øje med fremover.

»Det der er spændende, det er om Venstre vil søge magten med ministerposter og indflydelse med risiko for at man får tæsk af vælgerne igen.«