Et flertal i regionsrådet i Region Hovedstaden har tirsdag aften besluttet, at der skal igangsættes en grundig undersøgelse af forsinkede opkald til 112.

Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Mandag foreslog regionsrådsformanden, Lars Gaardhøj (S), at en ekstern lægeekspert, Mads Koch Hansen, skulle indkaldes for at klarlægge sagen. Det bliver nu en realitet.

»Jeg er glad for, at Mads Koch Hansen kunne springe til og hjælpe os med at stille de rigtige spørgsmål. Det er vigtigt for mig, at vi lynhurtigt får klarlagt sagen, så vi ved, hvad vi skal handle på politisk. Det er også derfor, at arbejdet med at indsamle data og undersøge sagen allerede er sat i gang,« siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) i en pressemeddelelse.

En rapport skal være klar til politikerne i Forretningsudvalget 5. oktober.

Reaktionen fra Region Hovedstaden kommer i kølvandet på Berlingskes og B.T.'s afsløringer om, at flere tusinde 112-opkald ikke er blevet besvaret - med stor risiko til følge.

I 2021 er 4.894 opkald ikke blevet besvaret, viser en aktindsigt, som B.T. har fået.

Den indkaldte lægeekspert, Mads Koch Hansen, har haft flere ledende stillinger inden for dansk sundhedsvæsen og kender akutområdet rigtig godt. Derudover har han ti års erfaring som ambulancelæge og har været leder i akutlægebil i Horsens i tre år.

Regionrådsformand Lars Gaardhøj ser på sagen med stor alvor og håber, at man får en afklaring hurtigst muligt. En del af løsningen kan ligge i rekruttering.

»Det er tydeligt, at når folk har ringet ind til 112, har der ikke været nok personale til at tage telefonerne. Så noget tyder på, at vi skal ansætte flere, siger Lars Gaardhøj til Ritzau.

Han forstår den bekymring sagen har spredt.

»Jeg håber ikke, folk har mistet tilliden til 112, men det er klart, at folk bliver bekymrede. Når man ringer 112 skal man være sikker på, at man får hjælp hurtigst muligt, og derfor tager vi det her meget alvorligt og forsøger at finde løsninger, siger regionsrådsformanden til Ritzau.