Øverst kan du LIVE følge Anders Samuelsen pressemøde.

Anders Samuelsen har valgt at trække sig som leder af Liberal Alliance.

»Det skal have en konsekvens, at vi har fået så dårligt et valg. Et gammelt ord siger, at sejren har mange fædre, men nederlaget kun en. Det er mit ansvar, at vi er endt der, hvor vi er, og der er brug for, at partiet får en mulighed for en ny start. Nu skal partiet videre, og det skal det uden mig.«

Sådan fortæller han torsdag til Berlingske.

Han vælger at trække sig, efter partiet onsdag fik et katastrofalt nederlag ved folketingsvalget.

Anders Samuelsen, Liberal Alliance.
Anders Samuelsen, Liberal Alliance. Celina Dahl

Partiet kunne se sine mandater smuldre væk og blive reduceret fra 13 til 4.

Det er samtidig usikkert, om Anders Samuelsen selv overhovedet er blevet valgt til Folketinget.

Til Berlingske forklarer Anders Samuelsen, der var med til at stifte Liberal Alliance i 2008, at han allerede havde besluttet at trække sig inden valget, da han havde på fornemmelsen, hvilken vej vinden blæste.

Han fortæller dog videre, at han gerne ville 'have forladt politik på en anden måde', ligesom han understreger, at der er tale om et 'definitivt farvel'.

Hvem der skal afløse ham som leder af partiet, er endnu uvist.

Selv mener Anders Samuelsen, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille kan overtage rollen som leder.

Andre fra partiet har tidligere torsdag forlangt, at Anders Samuelsen gik af som følge af det dårlige valg – og nogle af dem har peget på den unge LA-politiker Alex Vanopslagh som den næste leder.

Opdateres...