»Det betyder ikke, at alle er glade, og Kristian Thulesen Dahl får fred.«

Sådan siger B.T.s politiske redaktør Henrik Qvortrup, efter et heldagsgruppemøde i Dansk Folkeparti der har kastet nye ordførerskaber af sig til fremtrædende medlemmer, heriblandt næstformand Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard.

Førstnævnte bliver ny kulturordfører, mens sidstnævnte skal være værdiordfører.

Udnævnelserne kommer på dagen, hvor Henrik Qvortrup kunne beskrive en 'iskold luft' i toppen af Dansk Folkeparti. Luften kommer i kølvandet på formand Kristian Thulesen Dahls beslutning om at nedlægge partiets koordinationsudvalg.

Pia Kjærsgaard bliver ny værdiordfører for DF.
Pia Kjærsgaard bliver ny værdiordfører for DF. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Og ifølge Henrik Qvortrup betyder de nye ordførerskaber ikke, at alt er fryd og gammen i Dansk Folkeparti.

»Det er ikke det, der får hende til at juble. Det er ikke noget mirakelmiddel,« vurderer Qvortrup og henviser til Pia Kjærsgaard skjulte kritik, som hun kom med til B.T. tidligere tirsdag.

»Det her er Kristians beslutning. Den tager jeg til efterretning. Nu må han også selv stå til ansvar for den,« sagde Pia Kjærsgaard om nedlæggelsen af koordinationsudvalget.

Dog vil Henrik Qvortrup ikke bruge et ord som 'degradering', når han skal omtale de nye ordførerskaber.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl.
Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Det er et udtryk for, at Dansk Folkeparti forsøger at bruge dem til det, de er gode til. Man forsøger altså at trække dem ind dér, hvor de er bedst.«

I den seneste tid er der blevet beskrevet en del uro i Dansk Folkepartis bagland – og blandt andet en utilfredshed med Kristian Thulesen Dahls ledelse. Og efter de nye ordførerskaber er fordelt, er det næstformand Morten Messerschmidts klare opfattelse, at uroen er falmet.

Det siger han tirsdag aften til B.T.

»Jeg fornemmer en ro i folketingsgruppen. Jeg synes, der er et fantastisk gå-på-mod, og vi har jo også haft et heldagsmøde fra 9 til 16, hvor vi har diskuteret politik. Sådan bliver det også fra på tirsdag, hvor folketinget åbner.«

Så alt er godt i Dansk Folkeparti?

Morten Messerschmidt.
Morten Messerschmidt. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Der er fuld fokus på det politiske projekt. Og uanset hvilken funktion jeg har, så er jeg opsat for at arbejde for Dansk Folkeparti. Og jeg har et rigtig fint arbejde med Kristian.«

Morten Messerschmidt ønsker dog ikke at gå ind i Pia Kjærsgaards kommentar til B.T.

»Det har jeg ingen kommentarer til. Hvad Pia har sagt, og hvad andre måske kommenterer, det skal jeg ikke kommentere. Det fører ikke noget godt af sig. Det, jeg agter at sige, er, hvad jeg nu skal lave i Dansk Folkeparti.«

Og det, han nu skal lave, indebærer blandt andet posten som kulturordfører.

»Jeg glæder mig til samarbejdet og slagsmålene med mine nye kollegaer i kulturlivet,« indleder Morten Messerschmidt.

Blandt andet mener han, at der er brug for en nytænkning hvad angår den nationale bevidsthed i kulturen. Noget, han også beskriver i et debatindlæg i Berlingske.

»Når staten formidler milliarder, så skal der være en balance. Det handler om, hvem vi er som folk.«

»Der skal også noget på Kgl. Teater, selv om man ikke bor i København. Kulturmødet på Mors skal også være for andre end Vestjylland. Når staten involverer mange penge, så skal kultur være noget, der samler folk og ikke splitter os.«