På en bar højt oppe over gadeplan på Manhattan i New York kunne de tirsdag aften sætte sig til rette med en øl.

For at fejre, at en ventet og imødeset aftale om Grønland nu var blevet underskrevet.

Den underskrevne sikkerhedsaftale med fejret med øl på Manhattan tirsdag.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En fotograf fra Ritzau var med, da statsminister Mette Frederiksen, den grønlandske regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, og Grønlands minister for udenrigsanliggender, Múte B. Egede, sammen med flere andre fra den danske og grønlandske delegation mødtes til en fadøl på en bar.

Kort forinden havde Mette Frederiksen og Jens-Frederik Nielsen sat deres underskrifter på en ny sikkerhedsaftale om Grønland – side om side med den amerikanske præsident, Donald Trump.

Aftalen er dermed en realitet, efter Trump de seneste måneder og år har skabt utryghed og forvirring – særligt hos mange grønlændere – efter han flere gange gav udtryk for, at han ville eje og kontrollere det arktiske land.

Men efter et intenst forhandlingsforløb er sagen nu afsluttet.

Den underskrevne sikkerhedsaftale med fejret med øl på Manhattan tirsdag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Og dét med en aftale alle tre lande imellem.

Underskrifterne blev tirsdag sat ved en ceremoni i FN-bygningen, kort efter Donald Trump havde holdt tale ved FNs Generalforsamling.

»Det bliver et langt og fantastisk samarbejde,« lød det fra den amerikanske præsident.

Han løftede derudover sløret for, at USA vil etablere en militær tilstedeværelse og bygge »to store militærbaser« i Grønland.

Statsminister Mette Frederiksen, Grønlands regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, og USAs præsident, Donald Trump, ses her under underskriftsceremonien i FN-bygningen i New York. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af selve aftalen fremgår det, at det er ved Narsarsuaq og Mestersvig, at amerikanerne må oprette »et yderligere forsvarsområde«.

USA får med aftalen også tilladelse til at »modernisere og udvide sine aktiviteter« i Pituffik Space Base, der er den eneste nuværende amerikanske militærbase i Grønland.

Af aftalen fremgår det desuden, at stater uden for Nato og EU som udgangspunkt ikke må få kontrol, betydelig indflydelse eller adgang til oplysninger i særligt følsomme sektorer i Grønland.

Noget, som en Arktis-ekspert til B.T. har kaldt »særligt interessant«.

Statsminister Mette Frederiksen og Grønlands minister for udenrigsanliggender, Múte B. Egede, gav hinanden et kram efter underskriftsceremonien tirsdag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Efter der var sat underskrifter på aftalen, blev Donald Trump flere gange spurgt af den tilstedeværende presse, om han fortsat ønsker ejerskab over Grønland. 

Men han svarede ikke på spørgsmålene.

Den nye aftale skal nu igennem en godkendelsesproces i både Grønlands parlament, Inatsisartut, og Folketinget.