Ligestillingsminister Marie Bjerre (V) har været genstand for stor debat og kritik i kølvandet på sit opgør med Copenhagen Pride og wokeismen.

Nu kulminerer kritikken med en ny og mystisk hjemmeside, hvor Marie Bjerre bliver hængt ud.

»Mit navn er Marie Bjerre. Og jeg vil gerne være Danmarkshistoriens dårligste ligestillingsminister.«

Sådan står der på hjemmesiden mariebjerre.com, der præsenteres som en satirisk kampagneside, hvor besøgende kan stemme på Bjerre som »Danmarkshistoriens dårligste ligestillingsminister.

Personen bag hjemmesiden udgiver sig for at være Marie Bjerre og introducerer selv siden på denne måde:

»Jeg håber med denne hjemmeside at bevise for dig, at jeg i sandhed har fortjent at blive kåret som danmarks­historiens dårligste ligestillings­minister. For at vinde din stemme har jeg samlet nogle ideer, data og andet på denne side. Læs gerne med, og husk at stemme på mig i bunden af siden.«

På hjemmesiden kan man desuden finde grafer over Marie Bjerres »indflydelse på transpersoners livsglæde« og satiriske kampagnegrafikker med påskrifter som »en ligestillingsministers vigtigste opgave er at fratage menneskerettigheder«.

B.T. har været i kontakt med personen bag hjemmesiden, der er en transkønnet 'algoritmekunstner' ved navn Ada Ada Ada.

Ada, der anvender pronomenerne 'hun' og 'de', oplyser, at hun ikke har tid til at stille op til interview om hjemmesiden.

Dog vil hun gerne i en kort skriftlig kommentar forklare lidt om, hvorfor hun har lavet hjemmesiden.

»Da det virker som om at Marie Bjerre er mere interesseret i provokation og kunst end virkeligheden, tænkte jeg at den bedste måde at give min mening til kende om hendes virke som ligestillingsminister var gennem et provokerende stykke netkunst,« skriver Ada Ada Ada og fortsætter: 

»Eftersom hun derudover også er digitaliseringsminister, forestiller jeg mig, at hun vil værdsætte, at der er tale om digital kunst.«

B.T. har også forsøgt at få en kommentar fra ligestillingsministeren til hjemmesiden. Det er dog ikke lykkedes.