Lørdagen bød på ikke mindre end fire landsmøder rundt om i landet og dermed også adskillige politiske taler.
Og her var det særligt De Konservatives Søren Pape Poulsen, der imponerede B.T.s politiske kommentator, Søs Marie Serup.
Han var nemlig en af de partiformænd, som lørdag indtog talerstolen til sit partis landsmøde. Det samme gjorde socialdemokratiets Mette Frederiksen i Aalborg, Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl i Herning og ikke mindst De Radikales Politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, i Nyborg. Og lad os bare gå direkte til sagen. Her kommer Søs Marie Serups vurdering af de fire talere.
Mette Frederiksen (S)
Statsministeren var stolt og taknemmelig – og det smittede hendes parti med samme følelser. Der manglede 150-års suset (S har 150 års jubilæum i år, red.), men klimadelen var god. Talen havde også sine komiske elementer – eksempelvis »hvis du drømmer om et fjernvarmesystem uden lækager« er der en uddannelse til dig.
Men jordnær og god tale. Efter at have skygget for holdet lagde hun op til smash for flere ministre i den kommende tid. Smart og klogt.
Det stod klart, at Socialdemokratiet ikke skulle hjem, men videre
Søren Pape Poulsen (K)
Fremragende, sjov, oprigtig, alvorlig og indholdsrig: Pape-power for fuld udblæsning.
Far var både vred og skuffet over, hvordan ældre bliver behandlet i Danmark. Andre partiledere kom ind på det, men Pape gjorde det lysår bedre end de andre.
Han skulle vise, at han var klar til mere. Han viste, at Danmark godt kan få i De Konservative i Statsministeriet igen.
Sofie Carsten Nielsen (De Radikale)
Nuvel, hun skulle først og fremmest bare igennem dagen uden skrammer ovenpå en vild periode for partiet.
Men det blev næsten død ved kliché.
Talen var i bedste fald kedelig med vilje. Sofie er langt bedre end det, hun viste i dag.
Kristian Thulesen Dahl (Dansk Folkeparti)
Power play fra Kristian Thulesen Dahl, der tog balladen i partiet fra start i talen, men bemærk: Med trusler ikke for at tage ansvar på sig.
Hvis han havde holdt fast på at true ballademagere, lokke med Støjbjerg og skræmme med millioner af afrikanske flygtninge, ville den have været god. Den blev alt for lang – som en oplæsning af telefonbog.
Men med konkret politik og klare holdninger fik han fyret godt op under halvdelen af salen.
