Øverst ses BTs interview med Anna Mee Allerslev om sagen. Du kan læse mere om interviewet her.

Borgmester Anna Mee Allerslev betaler for sit brug af rådhushallen til sit private bryllup og den kantine hun lånte hos Øens Murerfirma i forbindelse med sin 30 års fødselsdag i 2014. »Jeg er blevet klogere«, skriver hun på Facebook.

Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) lægger sig nu fladt ned og betaler taksten på 65.000 kroner for leje af den store sal på Københavns Rådhus til sin private bryllupsreception i august. Det sker på et Facebookopslag, hvor hun blandt andet skriver:

'Jeg har lyttet til kritikken og er blevet klogere. Der er forskel på, hvad der er regler, og hvad der er rimeligt. Jeg har fokuseret på reglerne i sagen om mit lån af rådhusets lokale til min bryllupsreception. Men jeg erkender nu, at sagen handler om mere end kun regler. Kritikkerne har ret i, at politikere ikke skal have særlige muligheder'.

Indrømmelsen kommer efter, at BT i september måned kunne afsløre, at hun stik imod de nedskrevne regler for politikeres brug af Rådhusets lokaler alligevel fik lov til at holde sin private bryllupsreception uden at betale for lokaleleje. En række eksperter kritiserede her i BT hendes lån af lokalet for at være i strid med forvaltningsreglerne. Hidtil har Anna Mee Allerslev næget at have gjort noget galt, og hun har henvist til, at lokalelånet var godkendt af Borgerrepræsentationens Sekretatriat.

Grundlaget for hendes lån af lokalet er en såkaldt 'administrativ praksis', hvor partiernes gruppeformænd for fem år siden mundtligt blev enige om, at borgerrepræsentationens medlemmer kan leje lokaler uden beregning. Den aftale er i øjeblikket genstand for en ekstern undersøgelse - men den vil Anna Mee Allerslev ikke afvente.

»Jeg meddeler nu økonomiforvaltningen og Borgerrepræsentationens sekretariat, at jeg gerne vil betale de 65.000 kroner, og så afventer jeg at få en faktura«, fortæller hun.

Desuden har borgmesteren ifølge Politiken besluttet at betale sin brug af en kantine hos samarbejdspartnerne Øens Murerfirma, som hun ellers fik stillet gratis til rådighed til en privat fest ved hendes 30 års fødseldag. En historie som BT bragte 5. oktober i år, og hvor forvaltningseksperter slog fast, at der var tale om en gave som borgmesteren ikke burde have taget imod, fordi hendes forvaltningen samarbejder med firmaet.

Lånet af den gratis kantine har borgmesteren hidtil ment, var i orden, fordi det intet havde med hendes borgmestergerning at gøre. Muligheden for at låne lokalet kunne lade sig gøre, fordi hun og direktøren for firmaet er private venner. Og at det derfor var en rent privat sag.

»Men jeg betaler også for det, fordi det er vigtigt for mig ikke at fremstå, som om at jeg har særlige muligheder qua min position«, forklarer Anna Mee Allerslev.