Efter B.T.-afsløring: Nu går kommunen ind i sag om Wennebergs ulovlige byggeri
Gentofte Kommune går nu ind i sagen om Signe Wennebergs ulovlige byggeri i Hellerup.

Gentofte Kommune går nu ind i sagen om Signe Wennebergs ulovlige byggeri i Hellerup.

Med lov skal land bygges.
Sådan lyder den berømmede fortale i Jyske Lov, som blev udstedt af kong Valdemar Sejr i marts 1241, og som i dag står med versaler over det imposante indgangsparti til Københavns Byret.
En god og sand sætning, som er værd at skrive sig bag øret - også når man som lovgiver i Folketinget skal bygge et stort drivhus i sin egen baghave.
Som B.T.-afslørede tirsdag har Alternativets fremtrædende folketingsmedlem Signe Wenneberg nemlig opført et ulovligt stort drivhus i sin baghave i Hellerup.
Drivhuset, som er cirka tre meter højt, står alt for tæt på skellet til naboen, og så har Signe Wenneberg i strid med reglerne i øvrigt heller ikke registreret det i BBR-registret.
Nu vil Gentofte Kommunen oprette en sag på Wenneberg, oplyser kommunen til B.T.

For når kommunen gennem presseomtale bliver bekendt med brud på bygningsreglementet eller modtager en konkret klage, skal kommunen ifølge afdelingen Plan og Byg oprette en sag og gå i gang med at lovliggøre forholdet.
B.T. har gennem Alternativets presseafdeling stillet en række spørgsmål til Signe Wenneberg, som tirsdag ikke havde meget lyst til at tale med B.T. om sagen.
Her nøjedes Signe Wenneberg med at sige, at hun gerne vil ‘kigge på det’, og at hendes naboer ikke har noget imod placeringen af hendes store og høje drivhus.
Onsdag udtaler hun i et kortfattet skriftigt svar til B.T.:
»Jeg afventer svar fra kommunen for at sikre, at jeg har de nødvendige tilladelser. Hvis det ikke er tilfældet, vil jeg naturligvis flytte det (drivhuset, red.).«