Christian Haubuf var nummer to på Socialdemokratiets liste i Syddjurs Kommune til næste måneds kommunalvalg.

Nu har han trukket sig – på grund af en 13 år gammel sag om sexchikane.

Ifølge TV 2 Østjylland skulle sexchikanen være foregået i 2008, mens den i dag 70-årige politiker var leder af en børnehave i Pindstrup.

En kvindelig ansat har beskyldt Christian Haubuf for blandt andet at have klappet hende i bagdelen og at have holdt hende på hofter og talje og kørt en finger rundt i udskæringen på hendes bluse.

»Jeg har i dag valgt at trække mit kandidatur til kommunalvalget i oktober 2021. Det har jeg gjort grundet anklager om (seksuelt) krænkende adfærd,« skrev Christian Haubuf i en pressemeddelelse lørdag.

Han mener ikke, der er hold i beskyldningerne.

»Denne sag vil jeg nu med bistand fra en advokat have undersøgt helt til bunds. Jeg vil gå efter at få renset mit navn,« skriver Christian Haubuf i meddelelsen og tilføjer, at han ikke har flere kommentarer, idet sagen nu går sin gang.

Christian Haubuf har repræsenteret Socialdemokratiet i Syddjurs Kommunes byråd siden 2014.

Her overtog han pladsen fra den daværende leder af Socialdemokratiets gruppe i byrådet, Jesper Mathisen, som trak sig helt fra politik på grund af skuffelse over konstitueringen i kommunen.