BT kan tirsdag fortælle, hvordan en Netto-butik i Allerød har måttet forkorte åbningstiderne, fordi asylansøgere stjæler og støjer i butikken.

Og det er den konservative partileder Søren Pape Poulsen så fortørnet over, at han skriver følgende på sin Twitter-profil.

»Utaknemligt af en gruppe flygtninge. Politiet ind, og hvis budskabet ikke forstås, er det ikke her, man skal bo.«

Kommentaren kommer i kølvandet på, at det er kommet frem, at Netto på Torvestrædet i Allerød har store problemer med, at grupper af støjende aylsansøgere kommer ind i butikken i grupper og generer kunder og fylder taskerne med varer, de ikke har betalt for.

Derfor er butikken blevet nødt til at hyre vagter og forkorte åbningstiden til klokken 20:00 i stedet for til midnat.

»Vi har oplevet et omfattende antal tyverier i butikken, og derudover har vi haft nogle situationer, der gør, at det ikke er muligt at holde butikken åben længere end til kl. 20. Det er også selvom efterspørgslen er til, at vi kunne holde åbent helt til kl. 23 eller 00.«

Og Søren Pape er ikke en eneste politiker, der er vred over udviklingen. Lise Bech fra Dansk Folkeparti er også fortørnet over situationen.

»Det er ikke rimeligt, at butikker ikke kan yde den service, de ønsker,« skriver hun på Twitter.

Også DF'eren Hans Kristian Skibby skriver.

»Asylansøgere stjæler store mængder varer, og Netto-butik er lukningstruet og må hyre vagtværn. Straf?«

Det er unge asylansøgere fra Center Sandholm og Udrejsecenter Sjælsmark, der ifølge politiet generer butikken. De er gentagne gange blevet tilkaldt den pågældende Netto.