Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

I weekenden krænkede et russisk militærfly dansk luftrum.

Søndag lød meldingen fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at man havde kaldt den russiske ambassadør til samtale mandag for at få en forklaring.

I en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet efter mødet lyder det, som om Jeppe Kofod har haft en alvorssnak med den russiske ambassadør i Danmark.

»Det er udtryk for en fuldstændig uacceptabel tilsidesættelse af den internationale regelbog at krænke dansk luftrum. Det har den russiske ambassadør fået at vide i dag i klokkeklare vendinger,« udtaler udenrigsminister Jeppe Kofod.

Luftrumskrænkelsen fandt sted i en situation med øgede spændinger i Europa på grund af Ruslands brutale invasion af Ukraine.

»Det hører ingen steder hjemme uretmæssigt at flyve ind i hinandens luftrum på den måde. Vi har bedt Rusland om at komme med en forklaring. I den situation, vi befinder os i Europa, er det særligt bekymrende, at russiske fly ikke respekterer landegrænser. Derfor har vi reageret klart og prompte,« udtaler udenrigsminister Jeppe Kofod yderligere.

Peter Viggo Jakobsen, der er ekspert i international politik og lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier, var helt sikker på, at hændelsen var en klar kontrolleret provokation fra russisk side.

Det fortalte han i weekenden til B.T.

»De ved udmærket godt, hvor landegrænserne og de politiske grænser går. Det her har været en ren rutineoperation fra russisk side. Ligesom det også har været standard, at man sender et afvisningsberedskab på vingerne fra dansk side.«

»De ved godt, hvad de laver. De markerer sig og flyver hjem. Det er en kontrolleret provokation,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Andre læser også