Modtagelsen fejlede ikke noget, da Anna Mee Allerslev lørdag gik på scenen på det radikale landsmøde på Nyborg Strand.

Foran de 600 taktfast klappende landsmødedelegerede skulle Københavns radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester som den ene af partiets to borgmestre levere en peptalk om partiets fokus på børn, unge og uddannelse til kommunalvalget.

»Midt i det politiske cirkus, der er ved at indtræffe, må vi ikke glemme, at tusindvis af børn hver dag går i daginstitution og skole«, sagde borgmesteren bl.a.
Nede af podiet igen var lysten til at tale mindre.

»Jeg har ikke noget at sige,« var det grundlæggende budskab fra den 33-årige Allerslev, da BT forsøgte sig.

Som BT kunne fortælle tirsdag blev Anna Mee Allerslevs bryllupsreception afholdt i rådhussalen på Københavns Rådhus kvit og frit, selv om alle andre må betale 65.000 kroner for et såkaldt dagsarrangement – og selv om reglerne siger, at kommunen ikke må stille lokale gratis til rådighed til politikeres private arrangementer. Kommunen forklarede imidlertid, at Allerslevs lån af lokalet var i tråd med praksis, men den går ifølge eksperter ikke. 

Lidt mere talelysten end den københavnske borgmester var den radikale leder Morten Østergaard.

Blot 16 minutter efter at Anna Mee Allerslev havde omtalt sagen på sin Facebook-side mandag aften, var partilederen klar med en støttende kommentar.

’Som altid har du styr på det hele, Anna. BT kan rende og hoppe’, skrev han om en historie, som først blev publiceret tirsdag.

»Jeg havde læst hendes opslag, og jeg vidste det, som vi alle sammen ved i dag, nemlig at reglerne er overholdt,« sagde han.

BT udkom jo først med historien tirsdag, så du havde altså ikke læst historien, herunder den dokumentation, vi fremlagde?

»Jeg har kommenteret Annas redegørelse om, at alle regler er fulgt. Jeg har ikke mere at sige til det.«

Du skriver, at Anna Mee Allerslev har »styr på det«. Er det at have »styr på det«, at hun dagen efter vælger at betale nogle penge tilbage?

»Ja, det mener jeg, det er.«

Men hvorfor betale noget tilbage, hvis man har fulgt reglerne?

»Det, mener jeg, er helt hendes egen afgørelse. Jeg respekterer den afgørelse, hun har truffet.«

Har du stadig tillid til hende?

»Ja, det har jeg. Jeg mener, det er en sag for Københavns Kommune, og derfor har jeg heller ikke mere at sige om den«, siger Morten Østergaard.

Ved kaffebordet uden for møder BT et koryfæ i det radikale bagland, den tidligere landsformand Søren Bald. Han har også fulgt med i sagen.

»Jeg har to ord at sige til det: Mindre heldigt.«

Anna Mee Allerslev har bedt om en ekstern undersøgelse af sagen.