Danmarksdemokraternes gruppeformand, Peter Skaarup, opnår ikke genvalg til Folketinget.
Det står fast, efter at de personlige stemmer er talt op i Sjællands Storkreds. Partiets ene mandat går til politisk ordfører Susie Jessen. Danmarksdemokraterne gik fra to til et mandat i storkredsen efter tirsdagens valg.
Peter Skaarup har siddet i Folketinget siden 1998. Frem til 2022 var det for Dansk Folkeparti, hvor han var en stor profil. Han var DF's retsordfører i en årrække.
Det var i juni 2022, at Skaarup forlod DF, og han skiftede måneden efter til Inger Støjbergs parti.
Skaarup var det første folketingsmedlem, som repræsenterede Støjbergs nye parti i Folketinget. Han var en af en række DF'ere, der skiftede fra DF til Danmarksdemokraterne.
Skaarup begrundede sin udmeldelse med, at han ikke havde tillid til DF-formand Morten Messerschmidts ledelse.
- Jeg har altid været loyal over for den formand, der har siddet. Først Pia Kjærsgaard, så Kristian Thulesen Dahl og nu i en kort periode Morten Messerschmidt. Men der kommer også et tidspunkt, hvor man ikke kan være loyal mere, sagde han til DR Nyheder dengang.
Han har også tidligere været gruppeformand for Dansk Folkeparti.
Susie Jessen har siddet i Folketinget for Danmarksdemokraterne siden 2022. Hun er datter af Søren Espersen, der lige som Skaarup skiftede fra DF til Danmarksdemokraterne. Espersen stoppede i Folketinget i forbindelse med tirsdagens valg.
Susie Jessen, som tidligere har været ansat i DF, fik 1.946 personlige stemmer mod Skaarups 1.874.
Danmarksdemokraterne fik ved valget 5,8 procent af stemmerne. Det var en tilbagegang på 2,3 procentpoint. Partiet er gået fra 14 til 10 mandater i Folketinget.
Se alle de personlige stemmer, og hvem der er valgt ind, her på bt.dk.
/ritzau/
