Efter 14 år: Nu genåbner Løkke syrisk ambassade
Ifølge Lars Løkke Rasmussen vil det blive lettere at udvise syrere uden lovligt ophold i Danmark.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen vil det blive lettere at udvise syrere uden lovligt ophold i Danmark.

I 14 år har dørene været lukket.
Men mandag åbnede Danmark igen officielt sin ambassade i Syriens hovedstad, Damaskus.
Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse, hvorved Danmark får sin første udsendte ambassadør i Syrien siden 2012.
»Vi er blandt de første EU-lande, der genåbner vores ambassade i Syrien efter Assad-regimets fald med en udsendt ambassadør,« lyder det fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
Og genåbningen handler ikke kun om diplomati og genopbygning.
»Genåbningen vil også give bedre forudsætninger for at styrke den diplomatiske relation til transitionsregeringen og samarbejdet om frivillig hjemrejse og tvangsmæssige udsendelser af syrere uden lovligt ophold i Danmark,« understreger Løkke.
Danmark ventes at afsætte omkring 489 millioner kroner til indsatser i Syrien i 2026.
Pengene skal blandt andet gå til humanitær hjælp, stabilisering og migrationsindsatser.
»Med yderligere midler planlægger vi at styrke arbejdet med at genopbygge Syrien, så de mange flygtninge og internt fordrevne har noget at vende tilbage til,« siger Lars Løkke Rasmussen.
Danmark besluttede allerede i januar at genåbne ambassaden, der havde været lukket for offentligheden siden 2012, men først mandag blev det en realitet.