Valgnederlaget i 1998 til Nyrup blev Uffe Ellemann-Jensens held. Han ville næppe have overlevet med de sygdomme, der ramte ham i årene efter

INTERVIEW

»Jeg er et godt eksempel på, at lægekunsten har gjort store fremskridt,« siger Uffe Ellemann-Jensen med et skævt smil og slår ud med armene.

Vi sidder i hans hyggelige stue i rækkehuset i Hellerup. Anledningen er, at den snart 76-årige tidligere udenrigsminister og V-formand har skrevet en bog om sit liv efter politik. Til marts er det tyve år siden han med en snæver margin på bare 87 stemmer tabte valget til Poul Nyrup Rasmussen og trak sig fra toppolitik. Det skulle vise sig at være en klog beslutning, for hans helbred var ikke så stærkt som han gik og troede.

»Det reddede mit liv,« siger Uffe Ellemann-Jensen.

I sin ny bog »Som blad i høst - Mit liv efter politik«, der udkommer 25. oktober på Lindhardt og Ringhof, fortæller han om, hvordan han klarede at forlade politik i tide, om tilværelsen som pensionist og om sine mange heldbredsmæssige skavanker. Sygehistorien begyndte endnu mens han var minister med en diskusprolaps i halsen, der blev lappet sammen med en indsat tyreknogle og gjorde hans nakke stiv.

I de senere år fulgte hjerteflimmer, der krævede ballonudvidelse og pacemaker og nær havde taget livet af ham. En sommerdag i 2003 mistede han bevidstheden i togets rygerkupé på vej til et møde i Frederikshavn. Han sad og dampede løs på en stor cigar, da alt blev sort. En kvik togstewardesse fiskede hans nitroglycerinpiller op af lommen og fik stoppet en i munden på ham.

Han har været igennem en større operation for prostatakræft. Den er også gal med hørelsen, og senest er en sukkersyge føjet til listen, der er så lang, at han bruger seks sider i bogen på at beskrive alle sine skavanker.

Uffe indrømmer, at han er født hypokonder, og man tror ham gerne. I stedet for at fortvivle over sin egen elendighed har han klogeligt valgt at glæde sig over den del af livet han har tilbage.

»Der er ikke meget jeg kan gøre ved det. Selvfølgelig har jeg måtte ændre livsstil og tage på Rigshospitalet en gang om måneden. Jeg tager mine 16 piller hver dag og tænker på Johannes Møllehaves kloge ord om, at hvis du en dag vågner op uden at have ondt, så er det nok fordi du er død. Man er nødt til at have en galgenhumoristisk tilgang til det, ellers er det ikke til at holde ud,« siger han.

Lystfiskeriet har han måtte lægge på hylden. Han kan ikke stå og holde balancen ude i en elv, og det er slut med at gå på jagt. Jagthytten i Kompedal Plantage, som har givet ham mange glæder i seniorårene, er nu overtaget af hans datter Karen, som er minister i Løkkes regering.

»Jeg skylder andre, at de ikke skal bekymre sig om sikkerheden på grund af mig. Jeg kan heller ikke gå lange ture. Da passede det så fint, at jeg og min hund Oscar blev ældet i samme tempo. Han gad heller ikke gå så langt til sidst. Oscar døde i sommer,« siger han.

Det tog så hårdt på ham, at han ikke kunne skrive en linie i en måned.

»Vi skal ikke have hund igen. Efter alle beregninger vil den overleve os, og det vil vi ikke byde den. Nu ligger Oscar under en sten derovre,« siger Uffe og peger ud af vinduet mod haven, der grænser ned til stranden.

»Som blad i høst - Mit liv efter politik« bliver hans sidste bog, siger han. Måske bliver den ikke en bestseller som »Din egen dag er kort«, der solgte i rekordoplag. Eller som hans bog om lystfiskeri. Men det var en god fornemmelse at få bogen skrevet færdig og modtage det først eksemplar fra trykkeriet.

Man må gerne opfatte den som et politiske testamente, medgiver Uffe Ellemann-Jensen.

»Jeg synes det er vigtigt at fortælle historien om, at det godt kan lade sig gøre at have et liv efter politik. Andre før mig som Hartling og Christophersen måtte rejse til udlandet for at finde noget at lave. Det kunne jeg ikke. Jeg havde et hensyn at tage til Alice, der dengang stadig havde sit job.

Hartling sagde det meget rammende, at når man er i politik, sidder man på ryggen af en tiger. Tigeren fører dig længere og længere ind i junglen, og hvis du hopper af, æder den dig. Det lykkedes mig at hoppe af tigeren og komme uskadt ud af politik. Det er en positiv historie jeg gerne vil fortælle,« siger han.

Selv om et skrøbeligt helbred har sat sine spor, er der stadig meget at glæde sig over, understreger han.

»Nu har jeg skrevet denne bog. Jeg har opdaget, at der ligger masser af bøger som jeg slet ikke har læst. Jeg hører god musik. Og så går jeg i teatret. Jeg er formand for Folketeatret, og nu da sæsonen er startet, er vi tit i teatret to gange om ugen. Så rejser vi meget sammen. Men jeg vil ikke rejse oversøisk mere. Jeg gider ikke. Min sidste oversøiske rejse var lige før nytår, hvor jeg var taget ned til Johannesburg for at besøge Reuters i bare to dage. I gamle dage var Alice taget med, og så havde vi selvfølgelig lejet en bil og var taget ud i bushen. Det tør jeg ikke længere. Jeg skal være i nærheden af et hospital med alt det jeg slæber rundt på. Det var bare ned og arbejde og tilbage igen, selvfølgelig på business for eller gad jeg slet ikke, men på vej tilbage jeg spurgte mig selv: Gider du det her? Behøver du det her? Og jeg svarede nej til begge dele. Nu nyder vi de nære glæder. I weekenden skal vi til Østerlen i Skåne. Til æblernes by,« fortæller han glad.

Uffe taler om, at det var godt han ikke blev statsminister dengang i 1998, selv om det var tæt på. Det gav ham mange ekstra år at leve i, og han synes at han har brugt dem godt.

Det er aldrig blevet påvist, men måske tabte han de afgørende stemmer, fordi Ekstra-Bladet på selve valgdagen udkom med et billede af ham og en whiskeysjus på forsiden med teksten ”Den er hjemme”. En arrogant udtalelse, som frastødte mange. Historien var fake. Han havde aldrig udtalt de famøse ord.

Vi går en tur ned i Uffe og Alices køkken, der ligger i en sidefløj, og Uffe peger på den stol journalisten, Nilsson, fra Ekstra-Bladet sad på. Hvad der faktisk skete var, at Uffe aftenen inden valget deltog i en tv-duel med Nyrup ude på Holmen, der lå ret øde. Så da duellen var slut, kørte Nyrup væk i sin ministerbil, mens Uffe stod tilbage og spejdede forgæves efter en taxa. Nilsson og fotografen tilbød ham et lift hjem.

»I bilen blev han ved med at spørge, om den var hjemme. Nej, svarede jeg. Jeg var nervøs til det sidste. Da vi så er kommet hjem, spørger han, om jeg ikke vil byde dem indenfor og give en lille en. Det kunne jeg ikke være bekendt at sige nej til, nu de havde være så søde at køre mig hjem. Da fotografen så begynder at tage billeder, skulle jeg selvfølgelig have sagt stop, men så langt tænkte jeg ikke. Journalisten har siden bedyret sin uskyld og forklaret, at det med »den er hjemme« var noget en redaktionssekretær fandt på. Mon ikke de har klasket sig på lårene af grin og tænkt, at der fik vi ham,« siger Uffe.

»Så Nille (Nilsson, red.) reddede mit liv,« siger Uffe og griner.