Bt.dk har spurgt cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian og tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) om, hvorvidt Joachim B. Olsens spare-forslag har gang på jord. Se deres svar herunder.

Joachim B. Olsen foreslår, at velfærdsstaten beskæres med 150 mia. kr. Vil det være fornuftigt?

Steen Bocian, cheføkonom, Danske Bank:

Mange af ideerne giver god mening. Vi har jo et meget generøst overførselssystem, som både er dyrt og holder mange folk ude af arbejdsmarkedet.

LÆS OGSÅ: 

Et så højt skattetryk er også en stor udfordring for en økonomi som den danske. Så de idéer, der kan skabe et større arbejdsudbud, kan man med fordel se på. Men det er i sidste ende et politisk spørgsmål om, hvor langt man vil gå.

Claus Hjort Frederiksen, tidligere finansminister, Venstre:

Det er helt urealistisk. Vi skal ikke spare velfærdsstaten væk. Velfærdssamfundet er det, vi holder af, og det vi kæmper for. Det sørger jo for gratis undervisning, skattefinansieret hospitalsbehandling, at der er ordentlige pleje til de ældre, og at de mennesker, der ikke kan klare sig selv, får hjælp.

Så det er hele fundamentet, han vil rokke ved, og det støtter jeg ikke.



Vil mange af Joachim B. Olsens forslag til reformer blive nødvendige inden for 20-30 år?

Steen Bocian, cheføkonom, Danske Bank:

Et skridt i den retning er nok uundgåeligt, men jeg tror ikke, at der kommer så drastiske ændringer, som Joachim lægger op til. Selve idéen med at styrke arbejdsudbuddet er ikke ny.

Regeringen har bl. a. selv foreslået, at man skulle sænke topskatten. Men det her er dog en tand mere ekstremt. Vi vil se, at velfærdsstaten ændrer sig, men det er ikke til at sige hvordan eller hvor meget.

Claus Hjort Frederiksen, tidligere finansminister, Venstre:

Nej, men der venter rigtig mange udfordringer for det danske samfund. Det vigtigste er, at vi får gang i beskæftigelsen, så vi kan finansiere de kernevelfærdsydelser, som Joachim nu vil afskaffe.

I stedet for Joachims urealistiske idéer skal vi se på, hvordan vi får mere ud af skattekronerne. Vi skal effektivisere det offentlige og skabe mere konkurrence mellem det offentlige og private.

Steen Bocian er positiv indstillet over for idéerne i forslaget, Claus Hjort takker nej til forslaget. MEN HVEM HAR RET? DELTAG I DEBATTEN HERUNDER: