Frederiksberg Kommune har i forbindelse med polemikken omkring den konservative partileder, Lars Barfoed, bedt om en redegørelse fra Frederiksberg Boligfond.

Den socialdemokratiske viceborgmester på Frederiksberg, Katrine Lester, bad om en redegørelse fra Frederiksberg Boligfond, da der i sidste uge blev sat spørgsmålstegn ved, om Lars Barfoed er kommet uretmæssig til den lejlighed, han har fået via Frederiksberg Boligfond.

Foreningens vedtægter præciserer, at man skal bo, studere eller arbejde på Frederiksberg for at komme på ventelisten. Samtidig kunne flere bestyrelsesmedlemmer forklare, at det var normal praksis, at lejligheder, der ikke bliver udlejet via ventelisten, bliver opslået ledige på PrivatBo's hjemmeside eller på www.boligportalen.dk.

Redegørelsen landede på kommunens bord i går, men den levede ikke op til de forventninger, kommunen havde, forklarer 2. viceborgmester, Katrine Lester (S).

- Vi fik den samme redegørelse som bestyrelsen tidligere har fået fra bestyrelsesformanden, men den gav ikke de fornødne svar, siger Katrine Lester (S) til BT.

Hun har især hæftet sig ved, at der har været ændret forklaringer undervejs i processen og at der har været forskellige meldinger ude i løbet af sidste uge.

- Vi har derfor bedt Frederiksberg Boligfond komme med en ny redegørelse, der giver os de fornødne svar. Jeg forventer, at den vil komme inden vort næste møde på mandag, siger Katrine Lester. 

Forløbet bekræftes af Balder Mørk Andersen, der er SFs rådmand i Magistraten.

- Jeg synes, at hele historien er stærk bekymrende. SF vil ligesom andre partier være stærkt interesseret i at få belyst hele sagen om, hvordan PrivatBo har administreret Frederiksberg Boligfonds ejendomme. Også for at se, om der er flere eksempler, der er kritisable.

- Men i første ombæring afventer jeg en fornyet redegørelse fra Frederiksberg Boligfond til magistraten og så tager vi den derfra, siger Balder Mørk Andersen (SF).