Erhvervs- og Vækstminister får hårde ord med på vejen af professor og historiker, Bent Jensen, i dagens udgave af Jyllands-Posten.

I en kronik, der handler om Ole Sohns fortid som formand for Danmarks Kommunistiske Parti, beskylder han Ole Sohn for at lyve om at han er blevet renset af både PET og Dansk Center For Internationale Studier.

Både PET og Dansk Center for Internationale Studier har lavet afhandlinger om Danmark under den Kolde Krig. Herunder også DKPs rolle.

Den såkaldte DIIS-udredning er fra 2005. PET Kommisionen udsendte sin rapport i 2009.

Bent Jensen forklarer, at Ole Sohn adskillige gange har fortalt, at de to rapporter frikender ham for mistanken om at have modtaget sorte penge direkte fra Moskva under sin formandsperiode.

Men det er ikke rigtigt, forklarer Bent Jensen i sin kronik. De to afhandlinger har nemlig slet ikke beskæftiget sig synderligt med Ole Sohn eller om han fik sorte penge eller ej, skriver han.

-  DIIS har slet ikke seriøst undersøgt spørgsmålet om de illegale penge fra syd og øst, og man leder i øvrigt forgæves efter DKP og Ole Sohns navn i udredningens register, skriver Bent Jensen og fortsætter videre:

- PET-kommissionens beretning indeholder ganske vist et helt bind på 362 sider om DKP, hvor finansieringen af DKP under formændene Aksel Larsen, Knud Jespersen og Jørgen Jensen behandles. Men der er total tavshed om spørgsmålet i Ole Sohns tid som formand fra 1987 til 1991. De fire år afhandles på i alt 25 linier. Den smule, der står på disse sparsomme linjer, er noget helt generelt om medlemstal og fløjkampe.

Bt.dk har søgt på Ole Sohns navn i både DIIS-udredningen og PET Kommisionens rapport. Ole Sohns navn er alene nævnt to gange i fodnoter i DIIS-udredningen.

Ole Sohn er derimod slet ikke nævnt ved navn i PET Kommisionens rapport.