Venstrefolk er dødtrætte af LA og har snakket om, hvor vidt de kan forlade regeringen

Der er ingen tvivl hos Venstre-folk om hvor, skylden skal placeres for, at forhandlingerne om skat og udlændinge er gået i baglås, og at regeringen risikerer at bryde sammen.

Det skyldes Anders Samuelsen og Liberal Alliance.

»Fejlen ligger et eneste sted: Hos Liberal Alliance. Ikke hos Lars Løkke og ikke hos Thulesen Dahl,« siger en centralt placeret Venstre-kilde, der tilføjer, at det borgerlige Danmark næppe vil se med milde øjne på, at LA sætter regeringens liv på spil fordi de »ikke kan få alle julegaverne på en gang«.

Weekendavisen skriver fredag:

»Hen over sidste weekend talte man i Venstres top om muligheden for at overtale Liberal Alliance til frivilligt at forlade regeringen. Tanken blev imidlertid opgivet som urealistisk.«

En central V-kilde bekræfter overfor BT, at sådanne drøftelser har været ført.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl får derimod pæne ord med på vejen, og flere Venstre-kilder peger på, at han sidste fredag - efter Lars Løkke havde inviteret på juleglögg - sad pænt i tre timer og ventede på Liberal Alliances forhandlere, som aldrig mødte op.

Mange Venstre-folk var ellers optimistiske sidste fredag. Indtil de så et tweet fra LA-formand Anders Samuelsen, hvor han lovede de største skattelettelser i mands minde inden jul. Og en trussel fra Joachim B. Olsen (LA) på Facebook om, at LA vil stemme imod finansloven, hvis ikke skattelettelserne er på plads inden 22. december

Lige der begyndte erfarne Venstre.folk at føle, at nu kørte bilen lige så stille i grøften.

»LA skal lære spillereglene at kende. Det er helt sort at gå imod sin egen finanslov,« siger en V-kilde.

»Det var utroligt dumt at gå ud og sige, at de vil have historisk store skattelettelser,« siger en anden.

I V-kredse regnes det også for strategisk dumt, at Joachim B. Olsen i dagbladet Børsen satte tal på, at LA vil have skattelettelser for otte milliarder kroner. Udgangspunktet var 12 milliarder, og det mener V-folk faktisk at LA kunne have fået, hvis de havde været mere disciplinerede og spillet dets kort klogere.

I LA har man heller ikke lyst til at gå til citat, men de kan dog godt fornemme en vis irritation fra Venstre.

Her snakker man fortsat om, at Løkke må have lavet en aftale med Kristian Thulesen Dahl i fredags - en aftale der benægtes af DF.

»Vi er trætte af at vi er de eneste der kæmper for regeringens politik. De vil jo også have skattelettelser, men de er mest optaget af at sidde i regering,« siger en LA-kilde.